Ja, hallo – det er dig, jeg taler til. Dig der - som jeg - ikke har ramt pensionsalderen endnu, men gør det inden for de næste 50 år.

Vi bliver ældre og ældre, og kloge hoveder har regnet på, at vi en dag kan blive 1.000 år. Vor herre bevares, siger jeg bare! Jeg håber, jeg ligger langt under mulden til den tid. Og hvis mine knogler graves op som fortidslevn, så kan fremtidens arkæologer sidde med små pensler og børste jord af mine tænder og gætte på, hvad jeg beskæftigede mig med – måske finder de svarene oppe i skyen og får sig et grin: Nå, det var hende med aben! Formentlig sker det ikke, fordi jeg er blevet brændt i et kommunalt, biodynamisk anlæg, hvor varmen bliver sendt ud til fjernvarmekunderne. Det er da genbrug på højt plan!

Men hvorfor sidder jeg her på en søndag i en alder af 56 og stiller mig det triste spørgsmål?  Hvem skal passe os, når vi bliver gamle?

Det gør jeg, fordi min egen mor på 79 lige er kommet hjem efter to uger på hospitalet. Hun er lykkelig over at være hjemme. To uger på hospital gør de færreste raske. Det er ikke rart at ligge på en 15 kvm stor stue med en halv meter hen til en syg stuekammerat, på en madras overtrukket med plast – og en engangsdyne uden betræk. Som lægen sagde ved udskrivningen: - Der er større risiko for at blive syg af en infektion på sygehuset, end ved at blive sendt halvrask hjem.

Hvor mange skal vi mon ligge sammen, når du og jeg engang er gamle og syge? Skal vi ligge i køjesenge eller i etagerum, hvor vi kan trækkes ud på bakker, når der skal tages temperatur og blodprøver? Bliver prøverne taget af robotter, som kan tale, går med parykker og ligner mennesker?

Det varer ikke længe, før der hverken er varme hænder eller sengepladser nok til alle de plejekrævende mennesker, der vil være i verden. Og deres børn har ikke tid til at passe deres forældre. De skal arbejde, så velfærdsstaten (hvis den stadig findes) kan finansiere alle dem, der har brug for rollatorer, nye tænder, hjemmehjælp, dyr medicin og kommunale madordninger.

Og faktisk ER det sådan allerede. Jeg er enebarn og har det endelige pasningsansvar for min mor. Det gør jeg gerne – med de ressourcer, jeg har, når der samtidig er en hverdag med job, børn, hund, hus og have. Hvordan andre pårørende klarer det i længere tid, fatter jeg ikke.

Vist kommer der en sygeplejerske morgen og aften. Vist får min mor en times rengøring hver 14. dag. Og vist er vi beriget med familie og venner, der flittigt hjælper og kommer på besøg. Men man kan ikke trække uanede veksler på andre. De har jo deres egne familier, deres egne syge, deres eget liv og måske endda et job at passe.

Så hvordan bliver det, når jeg runder de 80 om 24 år? Mine drenge løber nok spidsrod for at tjene penge, så de kan aflevere en pæn sum i skat, så deres mor kan få hjælp og gratis hospitalsbehandling.

Robotterne er rykket ind på hospitaler og plejehjem og klarer det, vi ikke har varme hænder til. Og jeg tænker: Bliver der overhovedet noget ved at blive 80, 100 eller 1000 år?

Store spørgsmål på en søndag. Men nogen skal jo stille dem!