Det har lige været 8.marts. Kvindernes kampdag – den dag hvor søstersolidariteten og kvindesagen får lidt ekstra gas på jobbet og i medierne. Og der er en ting, jeg altid har været i tvivl om: Er jeg mon en rigtig eller forkert feminist!

Hvad mener jeg med det? Går jeg da ikke ind for ligestilling, ligeløn, lige antal kvinder i bestyrelser, #metoo og alle de vigtige kvindesager, der de sidste 40 år har præget debatten? Jo, i aller højeste grad. Men jeg magter ikke, når sager bliver skingre. Og jeg magter slet ikke, når der er ’rigtige og forkerte’ holdninger til ting, der vedrører kvinder og kvindelivet.

Jeg bliver lidt træt i betrækket, når der går kvindesag i stiletter, pæne kroppe, botox eller læbestift, som der er en tendens til. For når kvinder forfalder til den slags, er det så, fordi de vil leve op til særlige kvindeidealer og mænds drømmebilleder af os?

Jeg er indrømmet møg-forfængelig. Og det har jeg altid været. Jeg var som ung kendt som den eneste ishockeyspiller med rød læbestift – også når vi spillede kamp. Ikke fordi jeg var underlagt noget særligt kønsideal eller var en undertrykt teenager. Snarere fordi det var et statement og en måde at skille sig ud på.

Jeg vil dybest set hellere være pæn end grim. Slank end lidt for rund. Sund end lidt for usund. Smart end grå og trist. Ligesom jeg foretrækker at gå med både BH og bikinitop – ikke fordi man ikke må se mine efterhåndende lidt mere hængende attributter. Men fordi det er både rarere og pænere. Og jeg vedstår gerne, at jeg til enhver tid foretrækker, at man gør noget ud af tingene, hvad enten det er mænd, kvinder, børn, huse, haver eller mad. Det handler om æstetik mere end om kvindesag og undertrykkelse.

Den 8. marts sad jeg i et debatpanel med fire skarpe kvinder hos HK i København. Debatten hed 'You look fine' – og handlede om feminisme og kvinders kropsidealer. Og nogle af de spørgsmål, der blev vendt lød: Hvem bestemmer kropsidealerne? Hvordan kan vi frigøre os fra kropsidealerne?

Der kom ikke et entydigt svar på spørgsmålene. For mennesker har dyrket skønheds- og kropsidealer lige siden de gamle grækere. Renaissancens kvinder skulle være runde og trinde. Så kom korsetterne og hvepsetaljer,  i 20’erne var idealet drengepiger med flade bryster.

Indtil Marilyn Monroe igen gjorde de runde former in. Siden har vi haft nye kropsidealer hvert årti – både for mænd og kvinder. Mænd skal i dag kunne kravle i trikot og præstere V-form og 6-pack maver. Mens kvinder skal have tonede kroppe, svulstige læber og runde numser.  Så tanken om at frigøre sig fra kropsidealerne er nok utopi, som det blev sagt i debatten.

Jeg er en moden kvinde midt i 50’erne. Og jeg synes ikke, der er noget galt i, at vi i dag dyrker et kropsideal, der hylder en stærk og sund krop med muskler fremfor det modsatte. Så længe alt er med måde, og ingen sulter sig eller kaster op på kommando. Og så længe vi har et valg og selv vælger. Det sparer samfundet for en masse penge og giver den enkelte kvinde bedre livskvalitet.

Jeg synes heller ikke, der er noget galt med, at nogle kvinder farver hår, laver vipper og øjenbryn, får nye bryster, fedtfrysninger eller botox, hvis bare det gør dem glade, de har råd og får det gjort uden overdrivelse. Lad dem om det!

Feminismen er i mine øjne nået så langt, at vi burde koncentrere os om de forskelle, der gør, at kvinder og mænd fortsat ikke er ligestillede: Løn, barsel, ledelse og bestyrelser. Og der er desværre lang vej endnu.