Jeg kan fejre 10 år på Facebook til næste år. Dengang jeg på en venindes opfordring oprettede min profil i 2008 var der ikke mange danskere på det relativt nye SoMe-medie. Og statusopdateringerne dengang var noget mere afdæmpede og uden det store billedlir, verbale udfald eller politiske diskussioner sammenlignet med nu. Facebook var et tilvalg – ikke en nødvendighed som rigtig mange i dag føler sig forpligtet til at være en del af.

Jeg er selv en flittig bruger af Facebook. Ikke som privat men som offentlig person. Der er blevet for meget fnidder og dårlig karma for min smag, så det med at dele store og små private ting er slut for mit vedkommende. Men Facebook er jo en forretning og et magtmiddel. Så her kan jeg markedsføre indlæggene på min blog (På Bloggen med Line), jeg kan tilmed mod en mindre betaling få mine indlæg boostet i håb om, at de når ud til så mange som muligt af mine små 10.000 følgere. Det gør de nemlig ikke per automatik. For det er Facebook, der bestemmer, hvem der får lov til at se mit ’shit’.

Jeg troede naivt, at jeg selv var herre eller kvinde over det, jeg lagde ud, og at det automatisk nåede ud til alle mine ’venner’ og følgere. Men nej, vores liv på Facebook er styret benhårdt af algoritmer, geografi, demografi, interesser og andre beregninger. Faktisk har vi ikke ret meget at skulle have sagt selv. Facebook bestemmer, hvem der skal se hvad, hvornår og hvorfor.

Jeg modtager dagligt enorme mængder annoncer og updates, der er lige præcis skræddersyet til mig. Altså skræddersyet på den måde som Facebook nu mener, jeg er syet sammen oppe i hovedet. Skræmmende - ja ærlig talt.

Forleden læste jeg i Berlingske en tidligere Facebook chef erklære, at han følte en overvældende skyld for at have været med til at ødelægge sammenhængskraften i samfundet.

En anden tidligere topchef i Facebook blev i samme artikel citeret for, at Facebook ’udnytter en sårbarhed i den menneskelige psykologi’.

Så når vi og vores unger cirka femten gange om dagen tjekker, hvor mange likes og kommentarer et billede eller en update har fået - så er vi ofre, der allerede havnet i fælden og bliver udnyttet på vores psykiske sårbarhed. Vi KAN nemlig ikke lade være. Vi er tiltrukket af dopaminkicket, som det giver.

Det er sjældent nemt at komme ud af fælder, der er klappet sammen om os. Og i virkeligheden handler de sociale medier også mere om afhængighed. Dermed burde vi jo kunne afvænnes eller detoxes. Desværre findes der ikke en pille eller en juicekur, der hjælper.

Måske var det i stedet en ide at detoxe over julen. Ikke bare ved at skære ned på mængden af tarteletter, sovs, julegodter og øl. Men netop på forbruget af de sociale medier. Det er nok ikke en populær forældrebeslutning, men måske er den nyttig for sammenhængskraften i familien.

Jeg har lagt strikketøjet klart og et par gode bøger. Jeg kan ikke lide tanken, at jeg læader mig proklamere. Spørgsmålet er bare,  om det holder!

Rigtig glædelig jul.

Læs flere indlæg af Line Baun Danielsen På Bloggen med Line.