»Hvorfor skal kendte mennesker altid udtale sig om noget, de ikke ved en skid om?«

»Luk røven, kælling.«

»Jeg har aldrig ku’ fordrage dig.«

»Man må jo gøre noget for at være interessant, når man i virkeligheden er ligegyldig.«

»Er det en abe?«

Det her er et lille udbud af de pænere kommentarer, jeg med jævne mellemrum får for at mene noget. Jeg sletter normalt alle de perfide og truende. For det er ikke for tøsedrenge og folk med dårlige nerver at lufte sine holdninger i Danmark hverken som debattør, politiker eller kendt. Man skal tænke sig om, hvis man vil udtrykke sig offentligt.

Hver anden søndag har jeg en klumme her i BT, og hver gang går jeg rundt med ondt i maven – for hvad havner der nu i min inbox af ubehagelige beskeder. Jeg har det ligesådan med min blog, når jeg en sjælden gang skriver noget, der handler om tungere emner end moderroller, dating og mormorarme. For selvom vi har ytringsfrihed her til lands, så har vi det ikke. Nationens stemme taler. Den kan være grov og truende, og du skal kunne tåle verbale hug.

BT har de sidste dage fokuseret på, hvad der sker, når man blander sig i debatten. Det sker, fordi en ung kvindelig debattør fik trusler på livet efter en klumme om islam. Hun er ikke den første. Men det er symptom på noget sygt, som vi er nødt til at forholde os til og gøre noget ved.

Jeg har bevidst fravalgt at blande mig i debatter af religiøs karakter. Ikke fordi jeg ikke mener noget om det. Men bare det at skrive ordet ISLAM indebærer en enorm risiko. Det kan også være risikabelt at mene noget om bilisme og taxakørsel, det har jeg selv oplevet. Og det er derfra nogle af ovenstående citater er plukket.

Mange af mine kolleger modtager trusler på livet. Jeg har også modtaget dødstrusler på mig og mine børn, det er ikke særlig rart. PET inviterede mig dengang til et møde. Her lærte jeg, hvordan jeg skulle forholde mig: Hvad jeg måtte skrive på min Facebook-væg om min gøren og laden. Og hvordan jeg jævnligt skulle ændre vores morgenrute til skole. Politiet fandt siden frem til personen, der truede mig og min familie via sms. Det var en psykisk syg person, som kom i behandling og fik frataget sin mobil.

Men hvorfor er det blevet sådan? Er det rimeligt og noget debattører og meningsdannere skal tåle? NEJ, jeg synes det er skammeligt, at vi i et land, der bryster sig af ytringsfrihed, ikke kan tale og mene frit uden at blive tilsvinet og i værste fald truet på livet. Jeg skammer mig som dansker over, at vi har politikere, der må leve under konstant politibeskyttelse, fordi de mener noget, der provokerer en mindre gruppe.

Jeg har netop været i selskab med den konservative Naser Khader. Snakken faldt på det at leve med konstant beskyttelse. Han beskrev det selv som et liv i et åbent fængsel. Det er efter min mening en ekstrem høj pris at betale for at tjene det danske demokrati.

Hvad gør vi så? Personligt sletter jeg som sagt alle perfide kommentarer, jeg modtager. Og jeg skriver til folk, hvorfor jeg sletter dem. Men det gør faktisk ondt at blive svinet til. Og jeg tænker hver gang: Gider jeg mene noget mere?

Men det er lige præcis det, vi skal. Vi skal tænke, mene og ytre os frit. Det har vi LOV til i Danmark. Naser Khader har i øvrigt paragraf 77 om retten til at ytre sig frit tatoveret på sin underarm. Det burde ALLE tilhængere af ytringsfriheden have.