Jeg elsker at shoppe. Lad mig bare erkende min kvindelige svaghed for alt fra sko, tøj, køkkenmaskiner, cremer, stearinlys, planter til nips og vin. Jeg shopper på livet løs både på nettet og i rigtige butikker. Enhver mand ville rive sig i håret. Mens butikkerne og nettet gnider sig lystigt i hænderne.

Nu har jeg opdaget, at der er en IN og YT måde at handle på. Man får hug for at shoppe på nettet, fordi det koster de små butikker livet. Og det gør mig så til en forbruger-satan. Eller følger jeg ikke bare med udviklingen?

En ny undersøgelse, som jeg læste om i Politiken, viser, at handelsbyerne, som vi kender dem, forsvinder. Forklaringen er, at vi køber mere og mere på nettet. Jeg gør det ikke for at genere de små butikker. Jeg gør det, fordi det ofte er lidt billigere, fordi jeg kan gøre det hjemmefra, og ikke mindst fordi det bliver leveret til døren. Lidt ligesom i de gode gamle dage.

Da jeg var barn i Hillerød, kom mælkemanden med mælk, æg og fløde hver anden dag. Posten kom dagligt, og det samme gjorde avisen. Og hvis min mor og mormor ønskede, at købmand Hansen leverede varerne til døren, så kom de naturligvis. Til fødselsdage kunne jeg købe et stykke Maja Sæbe og en vaskeklud i den lokale Tatol. Jeg kunne få en dusk i det lille ismejeri, som havde en lille nebengeschæft i blomsterne.

Købmand Hansen, ismejeriet og Tatol blev siden udfordret på priserne af Favør, Irma, HB og hvad de ellers hed de nye supermarkeder, der dukkede op rundt omkring i Hillerød. Til sidst måtte de lukke, og det var slut med at købe skub-op-is, poletter til én øre per stk. og spansk Maja-sæbe og tilhørende vaskeklude.

Nu står detailhandlen så med en ny udfordring: Nethandlen. Og ja, det er møg ærgerligt, når de butikker, vi kender og synes, vi har brug for, må lukke, fordi kunderne bliver væk eller ikke køber nok. Men spørgsmålet er, om ikke al udvikling betyder afvikling af noget andet.

Her i mit nabolag er den lille sportsbutik, hvor jeg konsekvent har købt mine løbesko i 20 år, netop lukket for tid og evighed. I stedet er der åbnet et lille skrædderi, der tilbyder reparationer, omsyninger og indretningshjælp. Det er så genialt ! For hvem kan eller gider sy en knap i i dag? Reparere en nedfalden bukse- eller kjolesøm - eller sy en ny lynlås i en vinterjakke? Jeg kan godt - men jeg har ikke tid.

På mit lokale hovedstrøg i Gentofte havde vi engang en herretøjsbutik, et høreapparatcenter og adskillige banker. De er lukket. Og nu har vi i stedet tre fine take-aways og en Michelin-restaurant. Vi har en lille hyggelig boghandel, en skomager, et renseri, flere blomsterbutikker, en juicebar, en kaffe- og theforretning. En ostebutik og et par tøjbutikker… Og de er her jo, fordi de kan noget, nettet ikke kan.

Jeg tror, at vi skal tilbage til et levende butiksliv med specialbutikker, der tilbyder de serviceydelser, vi ikke selv kan klare -  eller mangler tid til. I min lokale skobutik kan man få lavet negle og købe lækkert tøj og sko samtidig. Forleden købte jeg en kjole i en lille butik i København, hvor jeg fik vin og chips, mens jeg shoppede. Altså lidt mere for pengene end bare kjolen.

Så behøver det at være et ’enten eller’, når vi shopper? Kan det ikke være et ’både og’? Min gamle mor elsker at shoppe på nettet. Og jeg er som datter taknemmelig for, at hun kan. Hun har ikke længere bil, og nu kan hun sidde derhjemme og bestille alt fra havegrills til lænestole og LED-lamper. Det giver hende en frihed og mig et pusterum, hvis jeg ikke lige har tid til at køre for hende.

Så når vi klager over udviklingen, skal vi huske, at den også bringer noget godt med sig. Alle brancher oplever forandringer eller disruption, som det hedder med et fancy ord. Er det ikke bare sådan, at vi må omstille os mange gange i løbet af livet? Selvom det er besværligt ad h... til.

Har du hørt ugens nye afsnit af BTMX-podcasten 'Vi elsker clickbait'? Download det gratis i iTunes eller lyt med her: