Man burde få bøde for ikke stemme til kommunalvalget. Jeg ved, det lyder både provokerende og vovet. Men helt ærligt: Demokrati er ikke en mulighed, det er en rettighed, der forpligter.

Vi skal snart hen og sætte vores kryds ved kommunal- og regionsrådsvalget. Det er et af de valg, hvor allerflest danskere bliver hjemme på sofaen eller bare vælger ikke at have en holdning.

Det synes jeg ikke, vi kan være bekendt eller tillade os. Kort sagt: Hvis man vil have brokkeret, så må man også besvære sig ned i stemmelokalet den 21. november.

Det at stemme er at tage ansvar for den verden, vi lever i. Ja, faktisk for den verden der ligger os allernærmest. Vores egen kommune. Der hvor vi bor, køber ind, går tur, løber, leger, går i skole og dyrker vores fritidsinteresser og måske endda arbejder.

Den politiske redaktør på naboavisen Berlingske rev sig i sidste uge i håret over, at han ikke kunne overbevise sine unge mennesker om, hvorfor det er vigtig at stemme. Og faktisk er lige præcis de unge dem, der er sværest at lokke til stemmeurnen. De forstår simpelthen ikke, hvad de skal bruge kommunalvalget endsige regionsrådsvalget til:

»Vi kender dem jo ikke,« lyder den logiske replik herhjemme ved spisebordet, når vi snakker stemmepligt.

Lokalsamfundet er bare noget, der er der. Lidt ligesom de rene sokker i skuffen, aftensmaden på bordet og mælken i køleskabet. Jeg tror, man skal spørge sine unger, om de ved, hvor alle de her ting kommer fra:

Asfalt, cykelstier, gadebelysning, skraldespande, legepladser, svømmehaller, idrætsbaner, musikskoler, ordentlige borde og stole i skoler og børnehaver, hjemmehjælp og god mad til de ældre (altså deres bedsteforældre eller oldeforældre). Og hvor mon et velfungerende sygehusvæsen kommer fra, hvor vi kan få behandlet en brækket fod eller komme til udpumpning, hvis vi har drukket for meget til en gymnasiefest. Og jo, jeg ved godt, at der er store udfordringer på sygehusene i stort set alle regioner. Men det gør det jo bare endnu vigtigere, at vi stemmer!

Men alle disse forhold er noget af det, kommunerne og regionerne tager sig af. Noget af det, vi og de unge bare tager for givet fungerer. Jeg skal ikke selv pudse valgglorien for meget. For jeg har heller ikke overbevist de unge her på matriklen om vigtigheden af at stemme - endnu. Men det skal nok lykkes inden den 21/11.

Og den dag bliver det sådan, at vi kører til Gentofte Rådhus og stemmer sammen. For et eller andet sted er det også min pligt som forælder at sørge for, at mine unger forstår, hvorfor vi stemmer. Og ikke mindst at det betyder noget.

De fleste unge ved i dag mere om Donald Trump, Angela Merkel og Kim Jong-un end om borgmesteren og politikken i deres egen kommune. Og vi kan ligeså godt lade være at pege fingre ad de unge. For det er nu engang sådan, at vores aviser og tv-aviser (som de unge i øvrigt ikke læser eller ser) ikke beskæftiger sig synderligt med lokalpolitik, med mindre der er en større skandale at grave i. Ugeaviserne kommer ikke længere med posten, de Regionale TV-udsendelser gør deres bedste, men det er svært, når de unge ikke ser tv.

Så hvordan skal vi række ud efter de unge og deres stemmer? Hvad virker? Skal vi give bøder til dem, der ikke bruger sin demokratiske ret og samle pengene i en valgfond? Skal vi belønne de unge mellem 18 og 25 med et kommunalt gavekort til svømmeren eller valgfest for de unge?

Mange lokalpolitikere og deres vælgerforeninger tænker alt for gammeldags. Valgkamp er valgplakater og valgmøder… Måske skulle de se på, hvordan vi får vakt de unges interesse på Instagram, Facebook, Snapchat eller andre steder, hvor de unge nu engang befinder sig.

Jeg vil hellere have, at mine unger tager stilling til vores borgmester og kommunens ungepolitik end til Trump og alt det, der foregår på den anden side af andedammen. Det er også vigtigt – men vores nærsamfund er nu engang der, hvor vil lever.

I aften har jeg fornøjelsen at styre den politiske debat om valget til Region Sjælland på TV2 Lorry. Det glæder jeg mig i al beskeden til. Ligesom jeg glæder mig til at stemme den 21/11.

STEM og følg med på min blog.