Hvilken alderdom ønsker vi os?

Levealderen stiger jævnt, men støt. Når mine børn engang bliver gamle, vil den forventede levetid være omkring 100 år. Men allerede nu bliver vi ældre og ældre, fordi lægevidenskaben kan holde os i live længere. Men hvilken alderdom ønsker vi?

Min far sagde altid: Jeg vil helst dø af et pludseligt hjertestop og ikke lammet eller forkrøblet i en hospitalsseng. Han døde desværre alt for ung som 63-årig – men han fik den død, han ønskede sig: Smertefri og pludselig.

Kvinderne i min familie har det med at blive gamle. Min oldemor blev næsten 101, min mormor blev 84. Min mor er snart 79 og still going strong – ligesom hendes ældste søster, der er over 80 og springer rundt som en vårhare. Sådan vil jeg gerne blive gammel. Fysisk frisk, fyrig og ved mine fulde fem.

Desværre kan jeg ikke kigge i hverken kort eller spåkugle og se, hvordan det bliver for mig. Måske er jeg en af dem, der bliver ramt af en blodprop, demens eller andre grimme ting, der betyder, jeg ikke kan klare mig selv. Det er nok det, jeg frygter mest af alt: At blive afhængig af andres hjælp og at miste evnen til at huske, tale, gå eller bevæge mig frit.

Jeg har som journalist set og hørt alt for mange historier om ældre, der får dårlig mad og uværdig pleje. Og sågar ældre, som dør på gulvet, fordi ingen opdager, de ligger der. Ikke fordi de ansatte ikke er dedikerede, men fordi systemet ikke er gearet til mennesker, men til håbløse og stramme tidsplaner og alverdens skemaer, der skal overholdes og udfyldes.

En af mine kusiner er sosu-assistent. Hun fortalte for nylig, hvordan hjemmeplejen i hendes kommune piskede rundt på cykler fra borger til borger. Og hvordan der var afsat 20 minutter til hver borger – inklusiv cykelturen! De har 38 besøg om dagen. Jeg siger bare stakkels ældre og stakkels hjemmehjælpere. Hun bruger selv sin bil, som andre kolleger gjorde, for at nå det. Uden at få betalt for det.

Og uden at forfalde til parolen om, at ’det var meget bedre i gamle dage’, kommer jeg nu alligevel til at tænke på min mormors hjemmehjælper fru Sylvest. Hun kom et par gange om ugen hos min mormor på Bakkedraget i Hillerød. Det var uden overdrivelse ugens store højdepunkt for min mormor, når hun kom.

Fru Sylvest medbragte højt humør og stor respekt, og hun kunne både svinge kosten og støvsugeren, tage på tøjindkøb med min mormor og drikke kaffe. Der var oceaner af tid til omsorg og opmærksomhed – og ja, endda til at gå på indkøb efter kjoler og tøj på Slotsgade i Hillerød. Min mormor elskede det. Jeg så aldrig fru Sylvest kigge på klokken eller udfylde så meget som en linje på et skema.

Når jeg tænker tilbage på hende, så tror jeg det var et kald at være hjemmehjælper for hende. Og det var lykken for min mormor. Det var altid det samme ansigt, der kom i hendes hjem. Og ikke som i dag, hvor mange ældre har et væld af forskellige hjælpere, der knap nok kender dem eller deres støvsugere. Det kan heller ikke være tilfredsstillende for de mange, der arbejder med de ældre.

Jeg vil have en hjemmehjælp som fru Sylvest - hvis det nogensinde bliver aktuelt.

Rigtig god søndag.

Læs flere indlæg af Line Baun Danielsen På Bloggen med Line.