I dag var jeg inde på Skat.dk for at se på min forskudsopgørelse for 2017, da jeg ligesom mange andre danskere sidder og holder vejret, fordi årsopgørelsen kommer på mandag, og jeg er spændt på, om jeg skal have penge tilbage i skat eller skal betale for et skattesmæk.

Så poppede der en nye meddelelse op fra Skat - og sikke en gang volapyk! Der var kommet et nyt forklarende tekstfelt i opgørelsen, som på ingen måde gav mening for mig. Jeg vil gerne starte med at rose for, at man laver et forklarende felt.

Det er altid rart, at man forsøger at informere. Det var et tekstfelt, som jeg for øvrigt ikke havde set før. Jeg er ikke den skarpeste kniv i skuffen, men dog heller ikke den sløveste, men her tænkte jeg ' oooookay.'

Der stod som følger:

'Der er indført en særlig kompensationsordning, som sikrer skatteyderne en kompensation, hvis tabet (som følge af den lavere skatteværdi af rentefradrag og ligningsmæssige fradrag) er større end gevinsten ved nedsættelsen af indkomstskatten, jf. 2009-skattereformen - Forårspakke 2.0. I dit tilfælde er der beregnet og anvendt et kompensationsbeløb på 1.388,99 kr.'

Muligvis rimelig ligefrem læsning hvis man har det som sit interesseområde, men det tror jeg ikke, at mange har. Det kunne være morsomt, hvis man kunne køre den slags oplysende information igennem et almindeligt menneske, før det slippes løs på det åbne markedet.

Jeg tror nemlig ikke, at den udmærkede plan med at informere virker efter hensigten, men blot kaster mere brænde på ønsket om at gøre tingene mere overskuelige. Så op på hesten og tal til det almindelige menneske, så det er forståeligt eller skjul helt den slags ting for os og spar et par supportere, fordi mængden af opkald bliver betydelig færre.