Hårene i nakken vil nok først lægge sig i løbet af lørdagen efter fredag aftens fortættede semifinale-sammenstød mellem Kroatien og Danmark.
Hvis vi - og sådan har jeg haft det - var blevet ramt af en lille sovepude gennem de første næsten to uger af dette EM, så tør det vist godt siges, at vi ble vækket med et forbasket højt brøl af al den klasse, som Kroatien bragte med ind i denne semifinale.
Fy, for en omgang. Men tak for den.
Jeg holder vældig meget af, at muligheden for fortællingen om det perfekte Ulrik Wilbek-sortie på søndag stadig er i live - og jeg holder endnu mere af denne fortælling, fordi vi nu omsider fik presset det danske hold og det danske publikum gennem et af de håndbolddramaer, som denne turnering har sukket efter. Her var en kamp, der vil sætte sig fast.
Herning var elektrisk. Man mærkede det på mange måder: Vild ankomst til de danske spillere, Ulrik Wilbek ind til stående applaus, tryk på nationalmelodien. Den fik på de helt klassiske tangenter - og den fik en del.
Og jeg så drenge og piger med det der vildt forventningsfulde blik i øjnene, som gør, at man kan få helt ondt inden i over, hvor langt væk man er kommet fra barndommens gade. I det blik kunne man se, at elektriciteten endelig var der.
Danskerne fik en decideret dårlig start på kampen. Fik ikke skiftet ordentligt ud mellem forsvar og angreb, og i angrebet blev der på en og samme tid spillet stationært og for satset, hvilket medførte flere boldtab end længe set. Danskerne blev lokket ind i kroatiske fælder flere gange. Landin stod heldigvis pænt og reddede i perioder et dansk forsvar, der blev revet i stykker af ikke mindst superspilleren Domagoj Duvnjak.
Fornemmede vi før pausen et dansk hold, der mærkede forventningspresset på den lidt hårde måde? Jeg synes det. Det virkede som et hold ramt af situationens pludselige alvor.
Igen blev Niklas Landin den store forklaring på den danske forandring, da han med to danske mand i undertal ved 13-15 i starten af anden halvleg hev store redninger frem. Det forandrede kampens forløb. Og det forandrede i høj grad kampens forløb, at Mads Christiansen fik det danske kontraspil gjort meget skarpere. Han spillede en modig gang håndbold efter pausen. Det klædte ham.
Nu venter så Frankrig i EM-finalen. Faste læsere vil vide, at jeg synes, det er lykkeligt. Ikke fordi det er den nemmeste modstander. Det er faktisk den sværeste, men det er den rigtige modstander for Danmark i denne turnering. Hvis man slår Frankrig i en finale, så har man fortjent sit mesterskab. Hjemmebane eller ej.
Og selvfølgelig kan Danmark vinde over franskmændene. Det er trætte franske mænd, der kommer til slutkampen. De har spillet mange hårde, intense minutter.
Nøglen til en sejr ligger omkring Nikola Karabatic, der har været turneringens måske bedste markspiller. Han driver tempoet i det franske spil og er bare i gang med at vinde håndboldkampe i alt, hvad han foretager sig, og så kan hans samspil med stregspiller Sorhaindo også komme til at gøre ondt på Danmark.
Jeg tror ikke, vi skal forvente andet end en helt lige kamp, hvor det afgørende moment meget vel kan blive, om Niklas Landin spiller en bedre kamp end de to fremragende franske målmænd, Omeyer og Dumoulin.
Benjamin Munk Lund er nyhedschef på BT sporten og skriver kommentarer fra EM i herrehåndbold på bt.dk og BT.
