BLOG: Har du overvejet hvem der egentlig er de sociale mediers største konkurrenter?

Blandt de metoder, som de store techfirmaer anvender for konstant at øge forbruget af deres produkter samt antallet af forbrugere, er et af de mest effektive, det man kalder ’behavior design’. Det er en særlig måde at designe produkter og interfaces på, der gennem brugen af små psykologiske fifs kan fremtvinge en bestemt adfærd hos brugeren.

Et godt eksempel er de tre små prikker, der hopper på telefonen, når du afventer svar på en sms eller en Messenger-besked. I gamle dage skrev man jo bare en sms og lagde så telefonen fra sig, indtil der kom et svar. I dag bliver folk hængende, fordi de kan se, at der er aktivitet i den anden ende, og at der derfor lige om lidt kommer et svar.

Africa Studio

Eller den feature, som vi alle kender fra Netflix, hvor man i slutningen af et afsnit pludselig får et stopur, der tæller nedad, inden næste afsnit automatisk begynder af sig selv. Derved er det pludselig nemmere at blive siddende og se et afsnit til, end at tage sig sammen til at afbryde serien og gå i seng.

Særligt, hvis man lige forinden har set Jamie Lannister synke til bunds og derfor er super optaget af, om han mon overlever.

Er det smart? Ja, for firmaerne der gerne vil have dig til at bruge deres Messenger-service eller se flere tv-serier, er det super smart, fordi det øger forbruget af deres tjenester. Men er det i din interesse at blive ved med at skrive beskeder frem og tilbage og blive hængende, fordi du ser tre dansende prikker? Eller liiige at tage endnu et afsnit af Game of Thrones, selvom du inderst inde godt ved, at du burde være gået i seng for flere timer siden? Det er straks lidt mere usikkert.

Problemet med behavior design er ikke, at firmaerne ønsker at vokse eller optimere deres forretninger. Problemet er snarere, at det er så effektivt, som tilfældet er, og at der ikke er nogen regulering eller ansvarlig håndtering af konsekvenserne.

For hvem er Facebooks, Instagrams, Netflix’s, Twitters og Snapchats største konkurrenter egentlig, hvis vi tænker nærmere over det? Svaret er skræmmende i al sin enkelhed: Det er vores børn.

Ægtefæller. Arbejde. Venner. Alt det, som er vigtigt for os.

Ja, sågar behovet for søvn har Netflix’ CEO for nyligt udråbt som en af deres største konkurrenter i en tale til aktionærerne. Er det ikke for langt ude?

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook