Det er vel ved at være fem år siden, jeg droppede ud af Facebook. Og uanset mine argumenter, har folk lige siden kigget på mig som om jeg var idiot. Det har været en fuldkommen Robinson Crusoe-oplevelse. Alene på en øde ø.

Derfor har det jo været noget af en oplevelse for mig, at millioner af mennesker hver dag nu åbenbart sletter deres profil i protest mod misbruget af personlige data og på grund af hasttagget #deletefacebook. Sikken magt sådan et hashtag kan have, tænk om jeg havde haft det gennem de seneste fem ydmygende år. Men nu ser jeg lyset og er klar med en række af dem:

#ulvepåfælleden er signalet til Naturstyrelsen om at importere ulve til Amager Fælled. Beboerne derude fik jo standset kommunens planer om at bygge på fælleden, og det er fint for mig og fred med det. Men jeg har også cyklet rundt derude og må fortælle mine jyske venner, at det er et stykke natur på størrelse med en bingohal og i øvrigt af en landskabelig slags, som vi i Jylland bruger til at bortskaffe vores udtjente køleskabe.

                                                                                                                 

Men naboerne til fælleden kan godt lide sumpen derovre og kæmper for det, de kalder natur. Og når københavnere i modsætning til jyder i øvrigt mener, at ulvene i Jylland stadig skal fredes, så lad dem få nogle af dem. De æder muligvis et par af børnene fra den anden side af vejen, men naturen skal man ikke stå i vejen for.

#deletearbejdsmarkedsbidrag. Tillykke, du har i 25 år betalt otte pct. af din indkomst til en ordning, der skulle afskaffes når ledigheden begyndte at falde. Nu er ledigheden den laveste i Danmarkshistorien, så du får vel snart et brev om, at du slipper for at betale mere? Eller kunne politikerne i det mindste erkende fupnummeret og så bare kalde de otte pct. for indkomstskat? For okay så betaler vi, men stop venligst med at behandle os som hjerneskadede.

#JaBitte er et tysk hashtag, som vinder stor udbredelse nu, hvor Danmark har besluttet at rejse et vildthegn mellem vore to lande for at forhindre tyske vildsvin i at krydse grænsen. Så nu kan tyskerne ikke slippe af med deres vildsvin. Til gengæld slipper de for at tomme dåseøl, pizzabakker, brugte kondomer og andre herligheder fra Europas mest affaldsproducerende land fyger den anden vej. Ja bitte.

#deleteforældre. Skal staten tvangs-rådgive skilsmisseforældre? Ja måske. Men først og fremmest bør vi da sætte voksne mennesker i gabestok på gågaden til hån og spytklatter, hvis de ikke kan finde ud af at tøjle deres personlige bitterheder på en måde, der skåner børnene i en skilsmisse. Hvert fjerde skilsmissebarn har forældre, der ikke taler sammen. Tusinder af børn pendler i timer hver eneste weekend, fordi forældrene kun kan blive enige om at bo langt fra hinanden. Jeg er sådan set ligeglad med, hvor mange sårede følelser der i spil inde i de forældre. Delete dem.

Og så mangler jeg vist bare lige at opfinde det hashtag, der skal indføres, når folk er blevet trætte af #deletefacebook. For jeg vil vædde to gode øl på, at de fleste langsomt begynder at sive tilbage til deres profil, hvor de så igen vil klikke ja til, at Facebook og mange andre kan bruge deres data til hvad som helst. For afhængigheden tager over. Folk må tilbage til de daglige otte skud Facebook, de gode likes, de dejlige digitale gruppekram og nøglehuls-kiggeriet ind til andre menneskers liv. Og så vil jeg atter stå tilbage som den eneste idiot på kloden.