Jeg har lige ligget med vaskeægte ondsindet influenza og har brugt noget af tiden i sygelejet til at læse om vores lille, trætte nation. Det er tale om et yndigt land med besynderlige karakteristika.

Vi har for eksempel verdensrekord i at lægge øredræn på børn. Vi gør det syv gange mere end svenskerne, og deres børn har det ellers udmærket. Vi er også det eneste land i verden, der kan kombinere verdens højeste skatter med 14 måneders ventetid til en speciallæge. Og vi holder stadig fast i vistnok verdens højeste forbrug af antidepressiver, hvilket jo også er nødvendigt, for at vi dagen efter kan kalde os en af verdens lykkeligste befolkninger.

Statistikkerne tyder på en nation i kamp med sig selv. Vi har på den ene side verdensrekorden i indkøb af sunde økologiske fødevarer, mens vi på den anden side stadig drikker og ryger langt mere end andre. Vi har verdensrekord i tillid mellem medarbejdere og ledelse, men vi har samtidig verdensrekord i psykisk nedslidning af folk på arbejdspladsen. Vi er af OECD udnævnt til verdens bedste land at leve i for kvinder, men jeg synes nu, at de stadig brokker sig en del.

Så billedet mudrer. Danmark er utydelig, og sådan var det altså ikke, da far var dreng. Jeg voksede op med fortællingen om, at Danmark havde verdens bedste skoler og verdens bedste sygehuse. Vi var verdens rigeste land, og vi var verdens bedste land. Det var muligvis bare propaganda og småstatens praleri. Men det var tydeligt, og det er det ikke mere.

Så hvilket land skal man holde med, når der altid er en streg i regningen og altid et 'men' i sætningen? Skal man holde med den stærke socialstat eller falde død om af raseri over, at den samme socialstat hver eneste år producerer såkaldte handleplaner for 1,3 mio mennesker? Skal vi elske vore smukke landskaber eller ærgre os over, at vores forældede angst for fødevaremangel har fået os til at udlægge 75 pct. af landskabet til produktion af kartofler og foder-raps?

Skal vi se os selv gennem DRs pigekor, når de nytårsaften synger vores nationalsang, så vandet trænger sig på i øjnene, eller skal vi se beskæmmet væk, når folket afsynger den samme sang i Parken, så den lyder som en bulgarsk drikkevise ”… i bølgen blååå-ååååh”? Skal vi stadig tro, at nationen har 'raske svende' når de rent faktisk går rundt i gågaden i joggingbukser og omvendt kasket og ligner en tegneserie?

Det tydelige Danmark fra min barndom er blevet mindre tydeligt. Og jeg er blevet mere hjemløs. Jeg mistænker andre samfund for at have bedre skoler og bedre sygehuse. Jeg overvejer fremover kun at tale svensk, fordi det er så meget smukkere. Jeg er begyndt at holde med tyskerne i sport, fordi de altid vinder. Og jeg føler mig ikke helt inkluderet, når politikerne taler om vores 'fællesskab.' Hvilket fællesskab?

I tiden på mit sygeleje fik jeg i øvrigt brugt over 120 stykker vådservietter til næsen. Det bidrager til endnu en dansk rekord, nemlig vores europarekord i affaldsproduktion. Så lige der er jeg i det mindste helt i tråd med resten af samfundet.