Det er smådeprimerende at opdage, at man stræber efter at være den type kvinde, der ikke sælger billetter til manderækkerne, men hvad kan man gøre.

Jeg beundrer mange kvinder, men fælles for dem, jeg beundrer mest, er, at mænd synes, de er for meget. De er som regel for højlydte, for vrede eller for skøre, og nogle gange er det for meget for meget og andre gange kun lidt for meget, men altid for meget. Og ikke alene beundrer jeg dem; jeg håber med tiden at blive som dem.

Fælles for de kvinder er derfor også, at de næsten alle er singler – nogle af dem selvvalgt, men nogle af dem ikke, og spørgsmålet er; hvorfor er det så svært for dem at finde en kæreste? Det har fået mig til at tænke: Når min idealkvinde ikke er de fleste mænds idealkvinde, skal jeg så også selv regne med en evig singletilværelse?

Det er noget, jeg først er begyndt at tænke over for nyligt, selvom jeg burde have overvejet for længe siden. Allerede i gymnasiet blev min første venindeforelskelse kritiseret af drengene for at tale og fylde for meget. Jeg prøvede forgæves at påpege over for dem, at hun midt i sin, medgivet, konstante talestrøm altid var lydhør og altid gav plads. Hun fyldte stilheder ud, men hun stjal aldrig ordet. Det gjorde en verden til forskel for mig, men for dem var det lige meget, hun var for meget.

Men i stedet for at overveje mine ambitioner for min personlighed allerede dengang eller mange gange siden hen, var det først sidste år, at jeg begyndte at tænke over den uoverensstemmelse, jeg oplever mellem det, jeg ville ønske, jeg var, og det mænd ville ønske, jeg kunne være.

Det var det ellers lidet tankevækkende Sex and The City, der satte tanker i gang. Cirka tyve år for sent havde jeg besluttet mig for at finde ud af, hvad alt postyret omkring den tv-serie var til for, og jeg havde lånt en dvd-boks, som jeg gennemtyggede i et foruroligende højt tempo. Derfor var der også en periode på et par uger, hvor jeg ikke talte om særligt meget andet, og derfor fik jeg også kortlagt min omgangskreds’ SATC-holdninger. Til min overraskelse var der mange af mine mandelige venner og bekendte, der havde set serien, og til min endnu større overraskelse, var deres yndlingskarakter uden undtagelse Charlotte.

Til dem, der ikke er bekendt med persongalleriet: Charlotte er hende, der gerne vil giftes, og gerne vil have børn, og gerne vil opgive sin karriere, og hun er den, der ikke går i seng med nogen før tredje date, og hun tror generelt meget på et hav af uskrevne regler, og selvom hun bestemt har sine øjeblikke, så er hun i mine øjne også seriens kedeligste karakter.

Det kan lyde som en banal og ligegyldig  iagttagelse, men for mig blev det en bekræftelse på en mistanke, der har ulmet i lang tid: At jeg elsker over-the-top-kvinder, og de fleste mænd foretrækker, nå ja, Charlottes. Og det er der sådan set ikke noget galt i – Hver sin lyst. Man kan ikke indrette sig selv efter den brede smag, og jeg har affundet mig med at være for et snævert publikum. Det er ligesom også for sent at sadle om nu. Men noget, jeg ikke har affundet mig med, er, at skulle høre mine veninder fortælle, at de er blevet irettesat eller bedt om at skrue ned. Måske er du for meget, men måske er han for lidt, og sandsynligvis er I begge lige tilpas hver for sig. Så råb højere, vær vredere, og vær lidt mere for meget. For min skyld.