I sidste uge kom det frem, at knap 623.000 danskere har det mentalt skidt – et tal, der er steget betragteligt på blot 5 år.

Samtidig er antallet af danskere med et højt stressniveau steget fra 20,8 procent til 25,1 procent i perioden 2010-2017, hvilket svarer til, at langt over en million danskere (!) går rundt og har et for højt stressniveau. Meget tyder på, at det ikke kun er i Danmark, at dette gør sig gældende, men at mental mistrivsel er i eksplosiv vækst i hele den vestlige verden.

Hvad er baggrunden for denne dårlige trivsel, som vi oplever? Det er der også delte meninger om. Nogle taler om præstationssamfundets uendelige krav til os. Krav, der konstant vokser, mens andre taler om, at politikernes reformiver gennem de sidste 10 år har en stor del af skylden.

Endelig var Sundhedsministeren også inde på sidste uge, at vores evige online-liv, hvor vi altid er på og konstant får drænet vores mentale ressourcer, kan spille ind på tendenserne. Jeg kender ikke svaret, men der er ingen tvivl om, at forklaringen nok ligger et sted midt imellem alt det ovenstående.

Vi er ved at skabe et samfund, hvor vi hele tiden jagter mål, der ligger udenfor vores rækkevidde, og hvor vores indsats aldrig er god nok. Samtidig er vores evige forbundethed, hvor vi altid har adgang til andre menneskers perfekte liv, og hvor alle står med hver deres megafon og råber ned i det samme kloakrør kaldet Facebook bestemt en medvirkende årsag til den mentale mistrivsel.

Men hvordan lærer vi så at passe bedre på os selv og hinanden?

Der er ikke noget simpelt svar på dette spørgsmål, fordi årsagerne er så komplekse. Noget af det handler nok om, at vi som mennesker bliver langt bedre til at holde et mentalt energiregnskab, hvor vi ikke konstant bruger vores hjerner til at kværne information – bare fordi vi kan.

For en af de helt store udfordringer, som informationssamfundet har medført for os, er, at arbejdet er flyttet ind i hovedet og kontoret ind i lommen. I princippet er vi derfor altid et klik fra at blive skudt tilbage i kontorstolen, hvilket er problematisk over længere tid.

Hvornår slapper vi af – hvis vi overhovedet gør det? Verdens længste studie i livskvalitet konkluderede for noget tid siden, at det, der kan sikre den bedste livskvalitet, er nære og dybe relationer. Relationer, hvor man bliver set for den man er og kan se andre for dem, de er. Hvor man kan føle sig sårbar og god nok.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på i denne SeMig-tid, at vi som samfund simpelthen skal på genopdragelseskursus i social adfærd. Så vi igen lærer at tale sammen ansigt til ansigt og begynder at fokusere mere på de mennesker, vi har omkring os end dem, som altid ligger lige dernede i lommen. Problemet med brugen af sociale medier i dag er jo, at det ikke handler om andre mennesker – det handler om, hvad andre mennesker synes om en. Den evige jagt på social anerkendelse fra andre mennesker fører tilsyneladende ikke til noget godt, så måske er det på tide at indstille den?

Det paradoksale er også, at vi lever i et af verdens rigeste lande - så hvorfor har vi det så dårligt psykisk? Kan det være fordi, at vi er faret vild i jagten på det gode liv? Har vi glemt, at lykken ikke altid skal købes, men måske kan opleves alene ved at ens børn glædestrålende har opdaget, at de lige pludselig kan noget nyt?

Eller opleve glæde ved at bruge tid sammen med en god ven, hvor man bare kan være helt sig selv? Hvor det er de små skridt i hverdagen i den rigtige retning, der hjælper os til at få lidt flere ressourcer i hverdagen, så vi kan klare belastninger lidt bedre?

Vi har som samfund en kæmpe udfordring foran os i de kommende år. At så mange mennesker går rundt og har det psykisk dårligt er simpelthen alt for høj en pris at betale – uanset hvor rigt et samfund vi er. Pas godt på jer selv og hinanden derude.