Lavere offentligt forbrug, forringelser af sikkerhedsnettet og skattesænkninger særligt til de rigeste. Det er kort sagt rationalet bag de regnemodeller, der de sidste tyve år har plaget nationen, forringet velfærden og øget uligheden. En amerikansk Reagan-logik, hvor man tror, at velstandsstigninger til de rigeste 10 procent nok skulle dryppe ned på resten af samfundet. De rigeste er blevet rigere, men udviklingen i levevilkårene for den brede befolkning er langt fra fulgt med tempoet i whisky-bæltet.

Vores samfund er blevet mere polariseret. Årelange nedskæringskrav i velfærden har forringet kvaliteten. Velstandsstigningerne har ikke været lige og bredt fordelt. Det svækker Danmarks muligheder for også at klare os godt i fremtiden, når offentligt forbrug konsekvent regnes som en udgift. Men penge brugt på daginstitutioner, uddannelse, sundhed og infrastruktur er en investering i vores samfund og i den enkeltes chance for at klare sig godt i tilværelsen.

De borgerliges halvering af dagpengeperioden er vel nok det bedste nyere eksempel på regnemodeller, der ikke har hold i virkeligheden. 60.000 mennesker mistede dagpengene og sad fast i arbejdsløshed. Det er 55.000 flere, end regnemodellerne havde forudset. Ups, det regnede ikke med job fra himlen, da man fjernede folks forsørgelsesgrundlag.

Mens resten af verden er ved at få øjnene op for den danske velfærdsmodels kvaliteter, så påstår det borgerlige Danmark, at der ikke er noget bevis for de positive samfundsmæssige effekter af at finansiere velfærd i fællesskab. Sikke noget sludder.

At give vores unge en god uddannelse. Sikre at vores udsatte børn kan bryde den sociale arv. Investere i et effektivt sundhedsvæsen og skabe tryghed for folk der rammes af arbejdsløshed er jo hele essensen af den succes, Danmark er skabt af. Vores model bygger på et samfundssind hvor rettigheder og pligter følges ad. Hvor solidaritet er noget, vi praktiserer, fordi vi ved, at det ikke kun er naboen, der kan rammes af sygdom eller arbejdsløshed.

I 10 år har den brede befolkning betalt for en krise, de aldrig har haft skyggen af ansvaret for. Nu er det på tiden at tage dagsordenen tilbage. Det er på tide, at vi bruge vores fælles velstand på det, vi er fælles om.