I min dagligdag er jeg i bund og grund bedøvende ligeglad med, hvordan mine medarbejdere går klædt. Men i disse dage render størstedelen rundt i shorts. Det gør jeg også selv. Sommeren har jo ramt Danmark. En stor del af Jyllands-Postens medarbejdere havde sikkert gjort det samme, hvis ikke modepolitiet havde sat ind med nye paragraffer.

Skulle mine medarbejdere møde op i jakkesæt, store kjoler eller badetøj, så er det helt okay. Faktisk rendte vores to udviklere Per og Mikkel for lidt under et år siden rundt på kontoret iført oppustelige hestekostumer på en helt almindelig torsdag.

På et tidspunkt ringede det på døren. Mikkel – stadig iført hestekostumet – åbnede døren og lukkede Visma Danmarks øverste direktør Mads ind. Visma, som vel at mærke ejer Dinero. Mads kiggede på Mikkel, ned på hesten, hilste og sagde:

»Næh, hvor fint.«

Som var det det mest naturlige i verden, at en mand iført hestekostume åbnede døren for øverste-bossen. Men er det ikke useriøst at have en virksomhed, hvor folk render rundt i hestekostume?

Nej. Men jeg kan godt forstå, hvis man umiddelbart tænker det. Og jeg kan også godt forstå, hvis vores gæster engang imellem tænker, hvad fan’ er det, der foregår her. Når folk spiller bordfodbold eller triller rundt på skateboard, eller når musik af svingende og til tider tvivlsom kvalitet brager afsted for fuld udblæsning, eller folk render rundt i strømpesokker, sandaler, hestekostume eller shorts.

Men når jeg som direktør kigger på de kolde facts, så må jeg bare konstatere, at hverken hestekostumer eller shorts gør noget dårligt for forretningen. Med en score på 9,7 på Trustpilot er vi højest rangeret blandt alle regnskabsprogrammer. Og når Dinero lander på scoren 81 i den seneste medarbejdertilfredshedsundersøgelse (på en skala fra elendige -100 til guddommelige 100), så må jeg konstatere, at mine ansatte også overordnet set er tilfredse.

To ting skal være opfyldte for mig, for at jeg synes, det er fedt at gå på arbejde. Dels skal mine kolleger og jeg have det godt sammen. Dels skal vores brugere være glade for den service, vi tilbyder.

Det betyder ikke, at jeg aldrig kunne finde på at påtale en uhensigtsmæssig påklædning. Hvis jeg f.eks. havde en kørende sælger ansat, som trillede ud til kunderne iført badetøfler, badebukser og undertrøje (eller anden utidig påklædning), så ville jeg selvfølgelig påtale det. Men jeg ville samtidig overveje, om jeg havde ansat den forkerte person, når man har så lidt fingerspidsfornemmelse for sit job.

Påklædningsregler og andet hurlumhej, som man kan fylde sin personalehåndbog med, kan være udmærket, men det er problematisk, når det kommer fra topledelsen, som på tværs af en hel organisation beslutter, hvordan reglerne skal være. For jeg giver da chefredaktøren ret i, at nogle af hans medarbejdere skal være klædt, så de er præsentable, hvis de pludselig løber ind i Kronprinsessen. Men det er nok de færreste medarbejdere, der løber ind i hende (uden for Royal Run).

Giv da i stedet den enkelte chef ansvaret for at beslutte, om der skal være dresscode eller ej. For der behøver ikke være samme regler for Christiansborg-journalister som for annoncesælgere, webjournalister, sekretærer, it-folk osv. Den enkelte chef kender bedst sit nærmeste personale og ved bedre end dem på toppen af pyramiden, hvad der skal til for at øge medarbejdertilfredsheden og dermed produktiviteten.