Da jeg en aften kommer gående ned ad Nørrebrogade med ti drenge i ryggen, der skiftedes til at råbe »fucking bøsserøv« af mig - samtidigt med at de i stærke vendinger og på alverdens måder fik fortalt mig, at jeg hverken var værdig, et ægte menneske eller en der fortjente kærlighed og respekt - kunne jeg ikke blive andet end vred, indigneret og klar til at gå i graven i kampen for at få lov til bare at være til.

»Fucking fortæl mig noget, jeg ikke ved!« nærmest chantede jeg råbende af dem, som jeg gik der med al hadet flydende om, ikke kun mine, men også mine venners øre.

Det er skørt, for bedst som jeg troede, at jeg havde fået kontrol over min angst, bliver jeg løftet op fra jorden i ørerne og kastet direkte tilbage til dengang, hvor de hårde drenge på skolen kastede sten efter mig og talte point, imens de i tide og utide skulle råbe alverdens ukvemsord af både mig, min mor og min, dengang, spæde lillesøster, hvorend vi mødte dem på vores vej.

Dengang var min reaktion at tage den skam, de prøvede at inducere i mig, og gemme den dybt inde i min krop som en sandhed, der var både indiskutabel, men også som en følelse af, at denne sandhed ikke kun var lagt på mig i kraft af dem, men også i kraft af den stilletiende og blinde verden omkring mig, som i jagten på egen lykke ikke magtede andet end bare at se til.

Det nægtede jeg; og i stedet valgte jeg at udvikle mine egne mekanismer til at komme igennem det.

Hør altid musik, når du er ude, så slipper du for at høre folks hadefulde ord, når de rammer din ryg, eller du møder dem på din vej.

Gå hurtigt. Meget hurtigt, så du er mindst muligt tid blandt fremmede mennesker, der kan finde på at møde dig og ytre sit had mod dig.

Og sidst, men ikke mindst, hav solbriller på. Også når det regner. Så kan du ikke få øjenkontakt med folk - da det i sig selv kan være enormt provokerende for en intolerant ignorant.

Folk, der møder diskrimination på deres vej, kender de her mekanismer. Folk, der aldrig møder diskrimination, ved som oftest ikke, at de eksisterer. Det var altså ironisk, at vi var to minoriteter, der kun en time før havde siddet ved et bord og indviet resten af festen i præcis disse såkaldte coping-mekanismer. De bruges til at leve i en verden, hvor du uden tvivl kan forvente at blive angrebet, bare fordi du er et menneske, der på en eller anden stikker ud fra normen; eller bare insisterer på at være dig selv.

Jeg var lykkelig, for jeg troede faktisk, jeg havde sluppet dem, og nu sidder jeg bare i min seng og græder, fordi jeg i dag fandt mig selv på en skammel foran min hoveddør, rystende, og bange for at gå ud.

Jeg ved godt, jeg er god. Jeg ved godt, at jeg ikke skal skamme mig over mig selv, og jeg ved godt, at jeg fortjener kærlighed samtidigt med, at jeg hører til.

Det var der dusinvis af mennesker i alle farver, aldre og fra alle steder i verden, der sørgede for at fortælle mig i går.

Men sorgen over min barndom mistet til had - min sorg over at MIT liv stadig ikke kun er mit, men også er angstens, homofobiens og hadets liv - er større, end hvad jeg kan kontrollere, håndtere eller arbejde med, i hvert fald lige nu. Det er i hvert fald stadig de aftryk, der danner et spor for, hvordan jeg møder verden hver dag.

En dag kan jeg måske lytte til fuglene kvidre igen. Måske kan jeg smilende se fremmede mennesker i øjnene og mærke deres smil tilbage i mit hjerte, igen. Måske jeg kan tage ud en aften med mine venner uden at frygte, at både jeg og de bliver voldsofre og udsat for had, igen.

Måske. Det håber jeg. For de ting har været faldet som dråber af vand i en ørken, der aldrig har set regn.

De ting gjorde mig lykkelig. Og jeg skal nok få dem igen. Friheden til livet.

Men først skal jeg have genvundet kontrollen over min angst. 'Et skridt frem og to tilbage' må være titlen på mit liv.