Vedholdenhed eller evnen til at sige nej til fristelser er kritisk for succes i ens liv. Det påviste den efterhånden ret velkendte skumfidustest tilbage i 1960’erne.

Her placerede Stanford-forskeren Walter Mischel en skumfidus foran nogle børn og stillede dem overfor et simpelt dilemma: spis en skumfidus nu – eller vent et kvarter, så kan du få 2. Et tilsyneladende uskyldigt forsøg, der dog viste sig at have ret dramatiske konsekvenser.

Det viste sig nemlig, at de to grupper af børn, altså dem, der kunne sige nej til nu-og-her fristelsen og de, der ikke kunne, fik vidt forskellige liv. ’Ventehjernerne’ viste sig over de kommende årtier at opnå bedre karakterer, bedre helbred, mindre stofmisbrug, bedre sociale evner samt en bedre økonomi. Forsøget er sidenhen blevet gentaget og valideret af andre forskere.

Groft sagt betyder det altså, at evnen til at kunne sige nej til kortsigtede fristelser, som man har en forkærlighed for, på mange måder er afgørende for en lang række ting i ens liv. I praksis betyder denne evne nemlig helt konkret, at man kan sige nej til sofaen og i stedet vælge løbeturen. Nej til festerne og ja til lektierne. Nej til kviklånet og ja til opsparingen. Nej til overspringshandlingerne og ja til arbejdet. Nej til Angry Birds og ja til læsebogen.

I 2015 gentog nogle forskere fra Rochester Universitet det oprindelige skumfidusforsøg, men med en afgørende twist. Inden selve forsøget lovede forskerne børnene en gave, hvis de ventede i kort tid, mens de for andre af dem gjorde det samme, men i stedet brød løftet. Denne forskel fik overraskende stor betydning for, hvor længe børnene var i stand til at vente på den anden belønning. De, der havde oplevet sammenhæng mellem at det kunne betale sig at vente og en større belønning kunne i den rigtige test vente helt op til 3 gange længere end i den anden gruppe.

Tillid til sammenhænge mellem indsats og udbytte styrker altså ens evne til at modstå kortsigtede fristelser i betydelig grad og understreger endnu en gang, hvorfor det er vigtigt, at man ikke lover sine børn noget, som man ikke overholder. Simpelthen på grund af, at hvis denne sammenhæng gentager sig for ofte, så lærer barnets hjerne til sidst, at det ikke kan betale sig at vente, da man alligevel ikke kan regne med at få ’gevinsten’. I sidste uge præsenterede seks amerikanske forskere så nogle ret opsigtsvækkende resultater inden for forskning i behovskontrol.

På baggrund af tidligere forskningsresultater havde de designet et studie, hvor de afprøvede nogle nye strategier til styrkelsen af behovskontrollen hos børn. Konkret bad de nogle 4- og 6-årige børn om at lave nogle kedelige opgaver i 10 minutter på en computer og gav dem samtidig en mulighed for når som helst at stoppe og gå ind i et tilstødende rum og spille et sjovt spil på en iPad.

Undervejs blev de 180 børn opdelt i 3 grupper: En kontrol gruppe, der undervejs blev bedt om at forholde sig til opgaven i jeg-form gennem udsagnet ’Arbejder jeg hårdt?’. Den anden gruppe skulle forholde sig til udsagnet ’Arbejder Jens hårdt’ hvis barnet fx. hed Jens, altså i 3. person. Den sidste gruppe skulle derimod vælge mellem fire populære tegneseriefigurer, Batman, Bob Byggemand, Rapunzel eller Dora Udforskeren og lade som om, at de var en af dem og forholde sig til udsagn som ’arbejder Batman hårdt?’.

Resultaterne var ret interessante. ’Superheltene’ kunne i snit klare sig markant længere tid end gruppen, der beskrev sig i 3. person, og begge grupperne klarede sig længere end børnene, der brugte jeg-form. Forskerne forklarede resultaterne med, at jo bedre, man mentalt er i stand til at flytte sig selv væk fra en given fristelse, jo længere tid holder man.

I princippet viser forsøget, at man med fordel kan anvende et barns vigtigste ressource, nemlig dets fantasi til at styrke dets selvkontrol. Det åbner op for effektive rollelege som Den Kappeklædte Oprydder, Læsehelten eller SuperBørsten. Det vigtige bliver så over tid at få barnet til at forstå at han/hun også selv kan klare opgaverne – også uden superkræfter.