Foto: Nils Meilvang

Jeg blev for nyligt ringet op af en kær veninde, som er i starten af sin graviditet, og jeg er blandt de få, der kender til hendes virkelighed. 'Jeg er bange Luise, jeg er begyndt at bløde,' nærmest hvisker hun i en stille gråd.

Hendes frygt forplanter sig i mit system og tager mig direkte tilbage til parkeringspladen foran Rigshospitalet for ca. 8 år siden, hvor jeg var i en lignende situation - bange for at miste det lille menneske, der havde taget plads i mit indre.

En situation, der blev skelsættende for min tilgang til livet.

luise

Imens jeg har min veninde i røret, kører min egen oplevelse som en indre film, og da vi lægger røret på, føler jeg nærmest, at jeg er tilbage på parkeringspladen.

Jeg ser for mig, hvordan min mand bevæger sig over for at betale for parkering samtidig med, at en stemme i hovedet fortæller mig, at 'det her bliver ikke sjovt, men alt er okay.' På det tidspunkt ænser jeg den ikke. Jeg er et andet sted, forventningsfuld og glad på vej ind på Riget til mødet med det lille menneske og en nakkefoldsscanning, der blot skal bekræfte, at alt er okay.

Mit første møde med den lille ny og det velmenende system viser sig ikke at være sjovt.

Luise

Efter at have ventet længe – meget længe, bliver vi kaldt ind, og der sidder ikke bare én men hele tre læger, der ser fortvivlet op på os og siger, 'nakkefolden ser fin ud, men der er tvivl med tallene, så vi anbefaler en moderkagebiopsi med det samme.' Vi takker ja.

Lettere fortumlet forlader vi det velmenende system, og samme aften beslutter vi at tage i sommerhus for at sætte tingene i perspektiv.

I mit svageste øjeblik ser jeg op på min mand og siger 'skal vi overveje en abort? I selvsamme sekund er stemmen tilbage i hovedet på mig. 'Det her bliver ikke sjovt, men alt er okay.'

Luise

I blind tillid overgiver jeg mig til min indre stemme, og jeg beslutter mig for at tro på, at ALT er okay, for indtil nu har den jo haft ret. Det her er IKKE sjovt.

Men ét er at tro på det, noget andet er at føle det i hver en celle af sin krop. Celler der alle har direkte påvirkning på den lille pige, der ligger i min mave, og som jeg ønsker at give de bedste rammer allerede nu.

Men, tænker jeg for mig selv, hvis jeg skal give hende de bedste rammer, så skal jeg med mig selv finde ud af, hvordan jeg etablere AL den ro indeni, så jeg kan møde det velmenende system, som har sået tvivl og vil så tvivl i mit sind.

452867194.jpg

Men mit sind har talt, og stemmen i mig har overbevidst mig om, at dette ikke bliver sjovt, men at alt er okay. Og kan jeg bare holde fast i den overbevisning, så kan jeg bevare roen, så denne her lille pige, min datter, ser dagens lys – helt som hun fortjener det.

Det blev ikke sjovt, men jeg overvandt frygten og fandt et iboende mod, jeg ikke var klar over, jeg besad.

Et mod der hjalp mig igennem lutter måske-meldinger fra lægerne; måske hun ikke kan få børn, måske hun har problemer med hjertet, måske hun vil opleve lav vækst. Vi ved det ikke, men på de mange scanninger ser hun fin ud og vokser efter normalen. Det var vores måske-virkelighed, som det velmenende system satte op for os. Men takket være stemmen i mit hoved, min intuition og mit iboende mod endte det med, at en smuk, sund og helt igennem velskabt pige så dagens lys i november 2010.

662243818.jpg

Det selvsamme mod har sidenhen fulgt mig som en tro følgesvend og er blevet skelsættende for den, jeg er i dag, hvor jeg er stået frem med mit atypiske familieliv. Et liv baseret på mod til at være dem vi er, og derfor er jeg i dag gift, bor med to mænd, to hele børn og et delebarn.

Det er okay. ALT er okay!

Min kære, gravide veninde ringede selvsamme aften og bekræftede, at ALT er okay.

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook