Kan vores hjerne egentlig følge med i den enorme digitale udvikling, som vi gennemlever i disse år? Det er et rigtigt godt spørgsmål, som det haster enormt med at få besvaret, fordi udviklingen måske går alt for stærkt. Emnet optager rigtig mange mennesker, og siden jeg udgav min bog SLUK sidste år, er der heldigvis kommet flere og flere stemmer til, der også finder problematikken relevant.

En af de mest seriøse stemmer i debatten om det problematiske forhold mellem mennesker og teknologi er Katrine K. Pedersen, som har arbejdet med området i en del år, og som for nyligt har udgivet bogen ’De Digitalt Udsatte’ om den påvirkning, som særligt børn udsættes for.

Hendes bog sammenfatter en lang række af de udfordringer, som børn, der overlades til sig selv på internettet, typisk oplever. Bl.a. er de sociale spilleregler ofte helt ophævet. Udelukkelse og mobning kan finde sted digitalt, uden at der er voksne omkring børnene, der opdager det, og som kan gribe ind. Bliver man for eksempel optaget i en pinlig situation, og det så bliver delt – ja så vil den pinlige episode blive afspillet igen og igen for den, det gik udover.

Barndommen er for mange en hård tid, der virkelig kan skabe konflikter og påvirke børnene. Den digitale verden har dog lige pludselig skabt et grænseløst klubværelse, der nærmest er blevet en blanding af X Factor og Robinson Ekspeditionen, hvor man både skal præstere hver eneste dag – men samtidigt også risikerer at blive stemt hjem hver eneste dag, flere gange om dagen.

Samtidig fremelsker spillereglerne på de sociale medier også en adfærd, der er ekstremt primitiv. F.eks. er den simple inddeling af SoMe-relationer i form af ’venner’ og ’likes’ jo med til at skabe nogle unuancerede egenskaber hos de unge, som nu lige pludselig måske skal foretage sig nogle handlinger, der mere fokuserer på udseendet og det at posere foran deres kameraer for at komme højere op i hierarkierne.

’De Digitalt Udsatte’ beskriver bl.a., hvordan de sociale medier er blevet en nødudgang for ensomheden, men som desværre har den konsekvens, at vi lige pludselig nu begynder at indgå i sociale sammenhænge – men er prisgivet de ultrakommercielle platforme, der forbinder os. Et venskab er lige pludseligt kun holdes i live, hvis man vel og mærke har brugt Snapchat hver eneste dag for at holde gang i sit ’digitale venskabsbål’ – de såkaldte streaks. Ønsket om at blive Youtuber eller være med i MGP udleves måske hver eneste dag – uden at man helt forstår, at man er nødt til at øve sig igen og igen for at opnå færdigheder, der gør, at man kan opnå de nødvendige kundskaber.

Bogen giver et skræmmende detaljeret indblik i den verden, som vi har skabt omkring en hel generation, hvor vi har lukket dem inde på et vokseninternet uden opsyn i alt for lang tid. Jeg kunne ikke lade være med at komme til at tænke på den klassiske fortælling 'Fluernes Herre' fra 1964. Her forsøger børn, der strander på en øde ø uden voksne, at skabe et samfund med regler og love, men ender med at bekrige hinanden og flere af dem bliver slået ihjel.

Forfatteren slutter med at påpege, at fremtiden er nødt til at indeholde mere etik og moral, der simpelthen skal kodes ind i de medier og de programmer, vi anvender. Hvor der opstår en modreaktion som igen får os tilbage på sporet i forhold til det, der i første omgang har fået os helt hertil som klodens herskere. Nemlig evnen til at samarbejde og forfølge mål, der var vigtigere og større end vores individuelle behov.