For nogle år tilbage fik jeg et godt råd af min svoger. I starten lød det enormt banalt, men det er i dag er en vigtig del af min livsfilosofi. Rådet går ganske enkelt ud på, at man i mødet med andre mennesker bevidst skal sætte sig selv og sine egne interesser i anden række og i stedet hellere fokusere på den anden persons interesser og mål og særligt på, hvordan man kan hjælpe dem til at nå disse mål. En tilgang, som jeg i årene, der fulgte, i mit stille sind døbte WIIFY-reglen efter forbogstaverne i den engelske talemåde: ’What’s In It For You?’

Før jeg mere aktivt begyndte at bruge denne tilgang, kan jeg huske, at jeg ofte, når jeg mødte nye mennesker, var meget optaget af, hvordan jeg kunne ’bruge dem’ til at nå mine mål. En tilgang, der sjældent førte til nogle gode resultater, fordi man meget nemt kom til at fremstå egoistisk eller selvoptaget. Problemet med denne tilgang var nemlig også, at de fleste andre mennesker jo på samme måde var optaget af deres egne interesser, så man derfor hurtigt dømte hinanden ude, hvis ikke der lige var et helt oplagt interessematch.

I 2011 røg jeg som IT-iværksætter på et besøg i Sillicon Valley og oplevede der for første gang et sted, hvor min WIIFY-regel var en helt naturlig og integreret del af den måde, som alle var på og mødte hinanden på. Ja, en erfaren Sillicon Valley-investor forklarede mig ligefrem, at mindsettet, hvor man hjalp andre uden først at tænke på egen vinding, ganske enkelt var en vigtig del af hemmeligheden bag deres succes.

For i det sekund, mennesker begyndte at udvise ægte interesse og primært gå efter at ville hjælpe andre med at nå deres mål, så fik det en afsmittende effekt på alles lyst til at ville bidrage. Det gjorde bl.a., at folk blev opsøgende og mere interesserede i at ville dele ud af deres erfaringer, forbinde mennesker med udfordringer med mennesker, der kunne løse disse udfordringer osv.

Alt sammen noget, der i sidste ende kom alle til gavn. For som investoren fortalte, så var denne måde at hjælpe hinanden på opstået over de sidste 50 år, hvor investorer, rådgivere og iværksættere i dag nød virkelig stor fordel af hinandens kompetencer og den enorme lokale velstand, som skyldtes de globale IT-virksomheder, der i fællesskab var blevet skabt i miljøet.

Det, jeg oplevede og hørte, virkede bare så rigtigt for mig, at jeg sidenhen i mine møder med nye mennesker aktivt prøvede at finde svar på spørgsmål såsom, hvad der drev dem, hvad de var interesserede i, hvilke mål de havde, hvad de evt. selv blev målt på i forhold til deres overordnede osv. For kender man svarene på disse spørgsmål, så kan man meget nemmere hjælpe personen, man taler med, hvilket meget tit vil skabe grundlag for en bedre samtale.

Selvfølgelig skal man ikke decideret snage eller være påtaget nysgerrig, men at udvise reel interesse og være oprigtigt nysgerrig er ikke nemt, da det er en færdighed, som kræver træning, og som skal opøves som alt andet.

Dybest set bygger WIIFY-reglen jo egentlig bare på begrebet empati. At man i det hele taget er i stand til at komme ud af sit eget hoved og reelt set interessere sig for, hvad der foregår inde i andres hoveder. Og det er en vigtig egenskab, da vi mennesker grundlæggende er sociale væsener, der har brug for andre mennesker.

Men det er også vigtigt, fordi man uden empati risikerer at møde mange flere lukkede døre, der lige så godt kunne have været åbne, hvis bare man havde udvist en lille smule reel interesse. Mange vil måske indvende, at det da er helt naturligt at interessere sig for andre mennesker og spørge, hvorfor der overhovedet er behov for at påpege noget så åbenlyst. Heldigvis er Danmark da også kåret som et af de mest empatiske lande i verden ud fra en undersøgelse, der blev lavet i 2016.

Mit råd til dig er at afprøve WIIFY-reglen næste gang, du møder et menneske, som du ikke kender. Tving dig til at udvise ægte nysgerrighed over for den person, du taler med, dennes interesser og mål samt hvad de har brug for til at kunne opnå deres mål.

Dels tror jeg, at, du vil blive positivt overrasket over den dybde, man kan opnå i samtalen, og dels har jeg et – måske lidt naivt – ønske om, at vi ved at anvende empati langt mere direkte i vores hverdag vil kunne styrke den meget omtalte og stærkt eftertragtede sammenhængskraft i samfundet til stor gavn for os alle.