Vi skal passe på, for Danmark kan ende det samme håbløse sted. London viser vejen. Lige lukt til helvede for almindelige arbejdere, vel at mærke. Arbejdspladserne er sendt på en rutchetur mod bunden både økonomisk, socialt, og når det kommer til faglige uddannelser. For et par uger siden tog jeg på en privat rejse for at snakke med fagforeninger og aktive faglige folk på arbejdspladser i storbyen.

Alarmklokkerne bimler, for Danmark kan ende samme håbløse sted. Social dumping er den barske virkelighed i Vesteuropa.

Arbejdsmarkedet i Storbritannien er ulige, utrygt og splitter folk på kryds og tværs. Vi skal være meget bevidste om kvaliteterne ved det organiserede, regulerede og civiliserede danske arbejdsmarked. Vi kan kun holde fast, hvis fagbevægelsen er stærk, og der er et politisk flertal, som holder hånden under jobs på ordentlige vilkår.

Jeg mødte Karen, som hver dag kæmper en hård kamp. Hun er en venlig, midaldrende dame, som er chauffør i en af de klassiske britiske sorte taxier i London. Sådan har hun arbejdet i mange år, og det er gået ok. Nu er hun hjælpeløs tilskuer til en udvikling, der river tæppet væk under arbejdslivet. Indtjeningen er faldet med en tredjedel, og hun har nu taget et ekstra job.

Social dumping kører som en vejtromle gennem Karens gader, hvor Uber og andre tvivlsomme forretningsmodeller giver de ansatte usle vilkår.

Jeg snakkede med chauffører, som beskrev hvordan de følte sig ’slavegjort’. De havde alle ulemperne ved at være selvstændige og alle ulemperne ved at være lønarbejdere. Ingen af fordelene.

London er på flere måder et skrækeksempel. Her kan vi i stor skala se, hvordan udviklingen går, når fagforeningerne er reduceret til en skygge af deres tidligere styrke, og det politiske flertal er begejstret for hård, unfair konkurrence mellem mennesker.

Lønarbejderne spilles ud mod hinanden. For at få et job som taxachauffør møder mange med egen bil og skal arbejde som ’selvstændig’. Byggepladser består af et hav af ’subcontractors’ uden rettigheder og uden beskyttelse.

Pengene forsvinder opad til de store firmaer, som med stor dygtighed splitter de ansatte.

Jeg besøgte en byggeplads med over 900 arbejdere, hvoraf 500 var fra Østeuropa. Omkring femten procent af de britiske håndværkere er medlem af fagforeningen, men stort set ingen af østeuropæerne er organiserede. I stedet for at ranke ryggen og kræve ordentlige forhold, slår de blikket ned. Ydmyget af uværdige magtforhold.

En af byggepladsens luksuriøse lejligheder vil blive solgt til næsten 100 millioner kroner – bygget af underkuede og underbetalte arbejdere. Klassesamfundet udstillet i al sin rå virkelighed.

Opsplitningen i et endeløst antal ’falske selvstændige’ og de mange udenlandske arbejdere uden reel uddannelse har også betydet et kollaps for de faglige uddannelser. På byggepladsen arbejdede kun en håndfuld lærlinge. Uden regulære firmaer med uddannede ansatte er det selvfølgelig svært at oplære unge.

Danmark skal ikke smittes af den engelske syge og tage turen ned ad rutschebanen. Almindelige hårdtarbejdende lønarbejdere betaler prisen.