Jeg er tilhænger af, at man indfører en aldersgrænse på 18 år for mandlig omskæring.

Men jeg er ikke tilhænger uden stor anfægtelse. Derfor synes jeg, at mange af mine medtilhængere af en aldersgrænse er kommet lige lovlig let om ved modargumenterne.

Barnets optagelse i det religiøse fællesskab er ikke noget at spøge med, hvis man er dybfølt religiøs. Det er i sidste instans Guds nåde og kærlighed, der er på spil her. Altså forhold der i deres grad af alvor kan sammenlignes med den kristnes frygt for Guds dom på den yderste dag.



Når man indfører lovgivning, er det god skik at sætte sig ind i, hvordan den vil ramme de men­nesker, den omfatter. Skønt Danmark i dag er så ugudeligt et land, at ateisterne ikke ved, hvad det er, de ikke tror på, skal jeg alligevel forsøge mig med en sammenligning. Hvordan ville det føles for en troende kristen, hvis et land indførte lovgivning, som havde den konsekvens, at det ikke længere var lovligt at døbe børn?



Konsekvenserne for barnet af at følge de religiøse forskrifter er naturligvis vidt forskellige, når det gælder dåb og omskæring. Men konsekvenserne i forhold til den gud, man tror på, er om ikke de samme, så dog sammenlignelige.

Og netop konsekvenserne er det springende punkt. I 1800-tallet stod den britiske general Charles Napier over for den indiske skik at brænde enken sammen med den afdøde mand. Han forbød det og blev konfronteret med påstanden om, at det var en tradition.

Til det svarede han: »Min nation har også en skik. Når mænd brænder kvinder levende, hænger vi dem og konfiskerer al deres ejendom. Mine tømrere vil nu rejse en galge, som alle deltagere vil blive hængt i, når enken er brændt. Lad os alle handle i overensstemmelse med nationale skikke.«

Jeg tror ikke, der er mange her i landet, som er uenige i, at uanset hvor meget, det end kræves af ens gud, at enken afbrændes sammen med sin afdøde mand, er det acceptabelt, at statsmagten forbyder det.



Eller med andre ord: Der er meget få – om overhovedet nogen – som mener, at staten ubetinget må respektere religiøse dogmer og lignende. Derfor mener alle noget andet: At det kritiske spørgsmål er, hvordan afvejningen mellem religiøse dogmer og andre principper af tilsvarende tyngde (f.eks. demokratiets) skal være.

På grund af frygt for konsekvenserne af at foretage denne afvejning, er den nu aflyst. Derfor vil jeg i fremtiden koncentrere mig om at forhindre, at frygten for at håndhæve de demokratiske traditioner med samme konsekvens som Charles Napier, ikke vokser.