Jeg fik et chok da jeg i september 2017 fik et brev fra Kriminalforsorgen. Jeg skulle til personlig samtale vedrørende en verserende straffesag. Min egen straffesag.


Jeg havde på fornemmelsen, hvad det drejede sig om, men jeg havde ikke modtaget et anklageskrift. Jeg troede på grund af den ringe, nærmest ikke-eksisterende interesse fra politiets side, at alt var glemt.

Indkaldt til flere afhøringer på Bellahøj politistation som bare blev afblæst. Jeg blev dog afhørt, men først efter et års tid.

Brevet med anklageskriftet modtog jeg først dagen efter brevet fra Kriminalforsorgen i min i forvejen godt brugte e-boks. Et anklageskrift for en strafbar handling i oktober 2016, som kunne sende mig i fængsel.

Samtalen hos Kriminalforsorgen varede cirka halvanden time, hvor jeg fortalte om mit liv, om der var varmt og koldt vand i mit barndomshjem. Om jeg havde haft en normal barndom og skolegang. Om jeg havde haft et nogenlunde normalt liv. Mine ups and downs - her er mit liv.

Det skulle give dommeren et indtryk af, om jeg var nogenlunde normal, om jeg var egnet til straf - samt hvilken straf.

Jeg har gået i halvandet år med nerverne uden på tøjet, jeg har tænkt på det hver dag. Denne strafbare handling kunne ødelægge mit ry. Kunne gøre mit liv til et helvede, hvis jeg blev dømt.

Ok, tænkte jeg. Jeg tror, jeg har masser af opbakning, fordi de fleste, som er ramt af systemet, og som er stressede og angste for fremtiden, også kunne finde på at reagere voldsomt på en hændelse, som ramte dybt i det i forvejen åbne sår.



Nogle vil føle forargelse over min handling, mange vil kunne forstå den. Ingen kom til skade eller fik ridser i lakken, og det er jeg selvfølgelig glad for.

Modtageren nægtede dog at modtage en undskyldning for min handling. Blokerede mig alle steder, så det ikke lykkedes mig at få kontakt.

Et øjebliks vrede i afmagt over at føle sig trampet endnu længere nede i mudderet gjorde, at jeg reagerede kraftigt i et opslag fra DR P1, og det afstedkom en dom.



Jeg havde sammen med hundredvis andre udtrykt min umiddelbare vrede over, at en ungdomspolitiker fra Venstre havde udtalt at man som kontanthjælpsmodtager sagtens kunne spare på maden, og senere hen udtalte hun, at man ikke behøvede at købe blomster til sit bord.

Flere hundrede vrede læsere blev også grebet af stemningen ligesom jeg. Og nærmest i flok angreb vi den unge politiker med gloser, som ikke hører hjemme, ikke engang på det mørkeste værtshus klokken sent om natten.



Nogle mente, hun burde skamme sig, andre mente, hun selv skulle prøve at være på kontanthjælp, og rigtig mange havde lyst til at spænde ben for hende, så hun kom til skade.

Jeg ønskede bestemt ikke, at nogen kom til skade, men jeg blev grebet af stemningen, grebet af at føle sig trådt på som fattig, og det gjorde mig vred. Jeg skrev et opslag med teksten:

»Shitstorm over Katrine Fugl, hun fortjener selv at brække ryggen eller det der er værre.«

Voldsom retorik som fik endnu flere til at reagere voldsomt.

Derfor besluttede DR at slette deres opslag og give seerne en skidebalde. Modparten havde dog nået at tage et screenshot af episoden, men alle øvrige beviser forsvandt. DRs opslag med skidebalden giver dog et meget godt indtryk af, hvad som skete.

Og jeg blev som den eneste plukket ud blandt flere hundrede og anmeldt for trusler. Nok mest fordi jeg var en af Venstres største modstandere og haft succes med at kalde dem for røvhuller i hele 2016.

Jeg er forberedt på at få en over nakken af mange, når det bliver helt officielt, men de mange modstandere af min strafbare handling er nok de, som ikke har prøvet at kysse asfalten, de fleste kommer nok fra højrefløjen,  de som ikke forstår, hvor kort lunten kan blive, når man er ramt på sit inderste, ramt i kampen for social retfærdighed, ramt på sit inderste jeg, ramt lige i hjertet.



For nylig var jeg i retten og fik dommen. Jeg har hele vejen været 100 procent ærlig over for vores medlemmer af Facebook-gruppen 'Jobcentrets Ofre', og det vil jeg ikke lave om på.

Hvorfor står jeg frem? Kun fordi du ikke først skal læse om det i nyhederne, men få historien fra hestens egen mund. Kun fordi det kan ramme alle, som er presset til det yderste, de som på grund af stress, angst og ydmygelse ikke kan holde på formerne, ikke kan holde 'skriget' tilbage. De som bare må af med deres vrede, inden de bliver ramt så hårdt, at det vil kræve psykolog.



Hvis du dømmer mig på forhånd, så mener jeg ikke, at du er bedre end den, som anmeldte 'episoden'.

Hvis du vil vide mere om dommen, så må du møde op til demonstrationen på Frederiksberg Rådhus
Torsdag den 5. april kl. 16.00-18.00. Demonstrationen er til støtte for whistleblower Bitten Vivi Jensen fra Frederiksberg kommune, tidligere medarbejder i Jobcenters rehabiliteringsteam. Hun er jagtet af kommunen for at wistleblowe. Jagtet fordi hun efter sin fyring fra rehabiliteringsteam blev sygemeldt og under sin sygemelding hjalp nogle meget syge borgere til værdigt trængende førtidspension.

Nu kræver Frederiksberg kommune hendes sygedagpenge tilbagebetalt. Kommunen anklager hende for at have bedraget kommunen, og hendes hjem er blevet ransaget. Kommunen har forlangt dokumentation for, hvor hun køber sine dagligvarer, aktindsigt i hendes bankkonto.

Da jeg selv tidligere har beskrevet Københavns kommunes jagt på min person vedrørende min politiske aktivitet og blogindlæg her i BT, så finder jeg det magtpåliggende som frontkæmper at møde op til demonstrationen sammen med Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre.

Her vil jeg oplæse dommen fra sidste uge.
Den handler om ytringsfrihed.
Den handler om min politiske aktivitet og det at blive jagtet af politiske modstandere.
Den handler om, at vi som mennesker kan komme til at reagere voldsomt, når vi bliver trådt på vores følelser, når vi trædes på af bedrestillede, trædes på af de som har deres på det tørre.
Hvorfor træde på dem som ligger ned?
Nok er nok.
Ses vi den 5. april kl 16 på Frederiksberg Rådhus?