Et nyt år står for døren med tilhørende mulighed for at nulstille en masse misforståelser. Her giver jeg dig de tre ting, du simpelthen bliver nødt til at forstå om fodbolddommere, så du kan brokke dig på en bare lidt mere indsigtsfuld måde i 2018.
1: Ingen dommere prøver at komme i fokus
For en dommer er en udramatisk kamp en god kamp. Derfor er det nonsens, når kommentatorer siger, at dommeren vil sætte sig selv i centrum, fordi han dømmer et straffespark eller giver et rødt kort. En dommer er i centrum og skal træffe nogle hårde kendelser. Hvis man virkelig mener, der er straffespark, så skal man jo dømme det. Man kan ikke springe over af frygt for at komme i centrum. Ikke sjældent tager en dommer fejl, og det er omgivelserne i deres gode ret til at kritisere, men i kommentator-psykologernes gætteleg om dommernes motiver forveksles fejlen ofte med et behov for selviscenesættelse. Bevares, man kan da mærke, at man lever, når 30.000 på stadion råber, at de hader en, for ikke at nævne det store privilegium at åbne denne avis dagen efter og blive kaldt Kaos Kenn Hansen (never forget!), men ligefrem at søge denne opmærksomhed er vist forbeholdt de ganske få. Jeg har kun mødt en enkelt eller to Superliga-dommere gennem årene, som jeg mistænker for decideret at tænde på balladen.
2: Ingen dommere leder efter kompensationen
Dommere vurderes primært på antallet af fejl. Store fejl trækker meget ned, små fejl trækker lidt ned. Netop af denne grund giver det absolut ingen mening, at dommeren skulle lede efter et straffespark, fordi et tidligere straffespark i den anden ende var tvivlsomt. For det første ved dommerteamet jo ikke, at det var tvivlsomt. Det ved tv-seerne muligvis efter 23 replays, men du kan være ret sikker på, at dommeren mener, der er straffespark, hvis han har dømt det. Ergo bliver det at søge efter et forkert straffespark til det modsatte hold en meget usandsynlig reaktion. Og selv i de tilfælde, hvor det undervejs i en kamp gik op for mig, at jeg havde lavet en fejl, vil en balancerende kompensationsfejl jo give to minusser i karakterbogen. Altså dobbelt så slemt som én fejl.
3: Ingen dommere er ude efter enkelte hold
Fodboldfans er tit overbeviste om, at nogle dommere gør deres ypperste for at få et hold til at rykke ned. En ting er, at I fantastiske fodboldfans føler jer forfulgt (det ville ikke være det samme uden jeres fordrukne tilråb, det anerkender jeg – måske jeg ligefrem savner jer), men gennem årene må jeg konstatere, at mange toptrænere også går rundt med deres eget lille regnskab: ”Det er det samme hver gang, vi har dig – se bare tilfælde X, Y og Z”. Adskillige trænere i Superligaen var slemme til det, og nu vil jeg ikke nævne nogen navne – det ville være ufint – men en af dem hedder nogenlunde det samme som ham den tykke i det røde tøj med det store hvide skæg, som børnene fik besøg af under den netop afsluttede højtid.
Jeg kan helt afvise myten om den store konspiration mod netop dit hold. Jo, fejl kan ramme samme hold, men tæller I fejl, skal I også tælle uberettigede fordele. Dem glemmer I sjovt nok hurtigt.
Det var de tre fejlagtige opfattelser om fodbolddommere, som jeg allerhelst vil have aflivet, inden foråret står for døren, hvor dommerne igen forsøger at komme i fokus med deres kompensationskendelser til de samme hold hver gang.
