KOMMENTAR
Landsholdspausen kom ualmindeligt belejligt for den danske dommerstand. Afbrydelsen satte en stopper for en periode, hvor stort set hver spilledag indeholdt fejl fra dommerne.
Traditionen tro giver det lynchstemning blandt Superliga-fans, og det er forståeligt. Men jeg må skuffe jer. Jeg mener ikke, dommerstanden er blevet dårligere. Det er altid de bedste 13 dommere, der dømmer i den bedste række. Og kurven over antallet af fejl per runde er som en bølge.
Sommetider er der mange fejl, andre gange flere uger uden en eneste. De sidste par uger har dog været en tsunami på den scala, og det kan jeg godt forstå, omgivelserne har svært ved at forstå. Når man efterspørger dommerkarantæner, skal man dog hele tiden huske, at en (endnu) dårligere dommer i givet fald skulle overtage den karantæneramtes plads i næste runde. Vores dommere bliver ikke bedre af at blive bænket i to måneder eller udskammet på anden måde offentligt. Læring og udvikling – ikke straf – er noget, der skal håndteres kompetent og fagligt af dommernes bagland.
Jeg bliver ofte spurgt til den tilsyneladende manglende konsekvens i systemet. Laver en dommer store fejl, kan han alligevel få kamp i næste runde, hvilket udadtil virker besynderligt. Til det har jeg konsekvent svaret, at dommersystemet internt ser med strenge øjne på fejlen og ikke bare lader den passere.
Desværre må jeg være ærlig og indrømme, at der slet, slet ikke er den faglige grundighed mere, som der bør være i Superligaen. Gruppen af Superligadommere går (langsomt) mod øget professionalisering, hvad angår lønninger, men man har desværre ikke formået at skabe et miljø over dem, hvor der er en knivskarp og kritisk analyse af fejl med en effektive vidensdeling, så andre ikke laver den samme fejl runden efter.
Jeg taler ikke om de frivillige i dommerudvalget, eller dommerudviklerne, der bliver sat til at observere kampene. De møder bravt op for cirka 200 kroner(!) og leverer et i mange tilfælde fremragende arbejde. Jeg taler om det totale fravær af ledelse af elitedommerne. Det hele går op i administration og ligegyldige tiltag, mens det, omverdenen i højere grad efterspørger, er enkelt: Færre fejl.
Når jeg selv lavede en stor fejl, blev jeg ofte ringet op med det samme af ledelsen for at tale om, hvordan det kunne undgåes næste gang. Det sker simpelthen ikke mere. Jeg tror, de danske klubber ville blive forfærdede, hvis de vidste, hvor få selvrefleksioner en topdommer egentlig bliver afkrævet.
Det står i skærende kontrast til topdommerne i UEFA, hvor den tidligere italienske dommer, Pierluigi Collina, holder dommerne i et jerngreb. Ingen får lov at løbe om hjørner med dem eller komme med langt ude bortforklaringer på soleklare fejl. Og det fremgår ret tydeligt af kvaliteten.
Se bare de fremragende dommerindsatser i de netop overståede, svære playoff-kampe til VM, og sammenlign det med din generelle opfattelse af niveauet i Superligaen: Så ser du forskellen på professionel, kvalitetsbevidst ledelse af topdommere – og det modsatte.
