Sidste uges Superliga-runde var ikke god for dem med dårligt blodtryk. I den dramatiske kamp Brøndby-Lyngby var der flere giftige situationer, men lad os zoome ind på én omdiskuteret kendelse: Straffesparket, der dømmes mod Brøndby.

BIF’s Arajuuri tackler Lyngbys Jesper Christjansen. Han rammer bolden, og efterfølgende er der kontakt mellem deres ben. Ikke voldsomt, men dog kontakt. I en traditionel forståelse af fodboldloven er dette ikke noget straffespark, men blot en lovlig tackling. Og jeg hælder personligt også til, at det er forkert dømt, må jeg slå fast, inden du ser dette som en forsvarstale for dommeren.

Min egentlige pointe er en anden. Spørgsmålet er nemlig, om vi overhovedet har forudsætningerne for at vurdere kendelsen? Svaret på dette spørgsmål er nej – lad mig fortælle hvorfor.

En af UEFA’s nyeste instruktioner til topdommerne handler om sætte ind over for det, de kalder ’trailing legs’. Det hængende ben, kan man måske oversætte det til. Det ben, der ofte rammer modstanderen, efter bolden er ramt i en tackling. Det er sådan noget, der bliver gennemgået på UEFA’s topdommerseminarer, og jeg får det kun at vide, fordi jeg stadig har snablen langt inde i instruktionsmaterialet gennem tidligere kolleger, topdommerne fra de andre lande.

Kampagnen mod disse ”hængende ben” i tacklinger er altså noget, som kun relativt få mennesker kender til i Danmark. I kampen tager Jakob Kehlet, Danmarks højest rangerede dommer, en beslutning på et splitsekund, der som altid baserer sig på tusindvis af træningstimer, herunder videoklip, tidligere kampe, faglig feedback osv. Men altså en beslutning, der her formentlig også er påvirket af de nye instruktioner og træning fra UEFA.

Jeg synes, det er ærgerligt, at det faglige rationale bag en kendelse kan være i tråd med UEFA’s nyeste retningslinjer, men at det bliver opfattet som forkert af hele fodbold-Danmark. Kommentatorer, fans og alle andre har ikke en jordisk chance for at kende til de faglige refleksioner. Og hvad endnu værre er: Spillerne har heller aldrig hørt om dem!

Så nu når vi til min egentlige pointe: Dommerverdenen er alt for dårlig til at kommunikere proaktivt til omgivelserne. DBU’s kommunikative indsats på vegne af dommerne er ikke-eksisterende.

Mit forslag er enkelt. Der skal kommunikeres tydeligere, oftere og ikke mindst på forkant. Hvorfor ikke lave videoer, der forklarer om nye tiltag, vurderinger, fortolkninger. Det vil ikke mildne dit ophidsede sind, når du står på stadion med en lidt for stor bajer i hånden og råber, at ”dommeren har lort i fløjten” (noget jeg på det kraftigste må fraråde alle at prøve i øvrigt), men det vil give dig forudsætninger for at forstå hans – måske forkerte – beslutning efterfølgende. Man kan nemt øge informationsniveauet til klubber, medier og fans.