USA-ekspert og Venstrepolitiker Mads Fuglede skal afløse Venstres uddannelsesordfører, Jakob Engel-Schmidt, der forlader Folketinget 1. oktober.

BLOGINDLÆG: Egentlig er jeg nationalliberal, fordi denne sammensætning af to begreber meget fint rummer de to hjørnesten i mit politiske univers: De liberale frihedsidealer, som de blev formuleret i oplysningstiden, og mit fædreland.

Ud over mine nærmeste er det de eneste begreber, som jeg af hjertet elsker og vil kæmpe for. Men jeg kalder mig sjældent for nationalliberal på grund af de uheldige associationer til 1864 og partiet De Nationalliberale, og jeg synes, det lyder for højrøvet og fortænkt at kalde mig selv for neo-nationalliberal.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad man vil gøre, hvad man vil kalde sig, hvis man er socialist, men også nationalist. Visse begreber kan ikke længere bruges uden en brugsanvisning eller forbehold. Sådan er det bare.

Det hjælper heller ikke at kalde sig for nationalist, både fordi begrebet ikke helt dækker det, jeg tror på, og fordi mange års mislykket uddannelsespolitik har fjernet den almindelige historiske bevidsthed hos mange, der således tror, at kærligheden til nationalstaten var noget, man opfandt i Tyskland i 1930’erne.

Oftest siger jeg bare, at jeg elsker fædrelandet og frygter Gud. Det med Gud er mest noget personligt, så det siger jeg ikke så højt, hvilket også er hele pointen med de liberale frihedsidealer.

Når jeg ser på Dannebrog, ser jeg symbolet på mit land og min religion. Der er andre religioner end den, som korset repræsenterer, men de er ikke mine, det er ikke dem, der har formet mit land og dets værdier, det er ikke dem, jeg er rundet af.

Der er også andre lande end dem, flaget repræsenterer, men de er ikke mine, og det er ikke dem, der har givet mig alt, jeg har. Det er ikke der, jeg har mit hjem.

Jeg bor ikke i et multikulturelt land, selvom der bor mange kulturer i mit land. Jeg bor i en monokultur, hvis idealer og værdier, jeg forventer, alle, der kommer hertil, vil respektere og efterleve. Gør de ikke det, er jeg af hjertet overbevist om, at alle parter vil være bedst tjent med, at vi skilles igen.

Årtiers indvandring fra især Mellemøsten har afsløret, at det multikulturelle ikke blot er en sværmerisk drøm, men noget, der kan opløse og forvandle alt, det kommer i berøring med.

Jeg er ikke konservativ, og jeg elsker at se den udvikling, der foregår og har foregået. Hver time, dag, uge, måned og år, der går, bliver Danmark forandret og genskabt i sit eget billede. Det har jeg det fint med, så længe de liberale frihedsidealer som talens frihed, demokratiet, den private ejendomsret og individets rettigheder forbliver indiskutable.

Vi kan diskutere dem og sidde oppe hele natten for at forstå en nuance eller sætte et nyt komma, men ikke fjerne dem. Vi er en historisk nation, der er formet af den flod af begivenheder, der i tusinder af år er løbet gennem disse bøgelyse øer.

Jeg tror på fællesskaber og konventioner, så længe de ikke bruges til at underminere det danske folks evne til at styre sig selv. Vi har trods alt skabt det fineste og mest ordentlige samfund, der findes, så hvorfor skulle vi også det?