Et amerikansk analysefirma ved navn dScout lavede i 2016 en undersøgelse af menneskers mobilvaner. Deres undersøgelse adskilte sig fra mange andre lignende undersøgelser ved, at firmaet i løbet af undersøgelsen havde installeret særlig software på deres forsøgspersoners telefoner, så de kunne aflæse det reelle forbrug og ikke bare estimater baseret på spørgeskemabesvarelser eller lignende.

De rekrutterede 94 smartphonebrugere, som alle var fra 18 år og opefter, nogenlunde ligelig kønsfordeling og med vidt forskellige etniske baggrunde. Herefter brugte de deres specielle software gennem fire og en halv dag til at registrere sessioner; altså hver gang telefonen blev taget frem samt alle de berøringer, der derefter fandt sted i hver session fordelt på klik, tryk og swipes.

Samlet set blev der registreret 33.090 sessioner svarende til i alt 60.003 minutters skærmtid - og i alt 1.12 mio. berøringer(!). Gennemsnitsbrugeren brugte 145 minutter på telefonen fordelt på ca. 76 sessioner og interagerede med den i gennemsnit 2.617 gange dagligt. Topscoreren med det højeste forbrug brugte 225 minutter på skærmen og interagerede med den 5.427 gange fordelt på 132 sessioner.

Og hvad brugte de så telefonen på i al denne tid?

43 procent af forbruget var fordelt på Facebook & Google samt disse firmaers datterselskaber som Instagram, Youtube mv. Særligt Facebook blev der brugt meget fingertid på. Ja, faktisk mere end på sms’er eller startskærmen. En af de interessante konklusioner på forsøget var, at brugerne blev chokerede, da de hørte om tallene – men to tredjedele af dem troede ikke, at deres forbrug ville ændre sig.

Siden jeg skrev min bog ’SLUK – kunsten at overleve i en digital verden’, har jeg virkelig prøvet at sætte mig ind i problematikken bag fænomenet mobilafhængighed så godt som muligt. Længe har jeg haft den tanke, at det da umuligt kan være tilsigtet, at de store techfirmaer helt bevidst er gået efter at gøre os allesammen til mobilafhængige individer? For det ville da være komplet amoralsk og også noget af et farligt eksperiment at udsætte tre milliarder mennesker for, eftersom ingen kender langtidskonsekvenserne af en sådan påvirkning.

I de forløbne måneder er der så sket det, at flere tidligere topchefer og investorer fra Facebook har fået bondeanger og bekræftet mange af de ting, som jeg har fremført gennem det seneste år omkring de skadesvirkninger, som et ukritisk forbrug af smartphones og særligt de sociale medier kan have. Men hvordan har de egentlig gjort det?

Sociale medier designes ud fra en grundig forståelse af menneskers psykologiske mekanismer samt indgående viden om vores mentale sårbarheder. Ved at anvende såkaldte dopamin-feedback loops, der groft sagt kan sammenlignes med, at en sæl får en fisk efter et veludført trick, så belønnes vi også for bestemte handlemønstre, hvorved vi får formet vores adfærd.

Men det var egentlig først, da jeg faldt over ovenstående undersøgelse, at brikkerne faldt helt på plads for mig. For det er jo ikke de 150-200 gange, som unge i dag i snit tjekker deres telefoner, der er problemet. Det er de tusindvis af interaktioner, som de har med telefonen, og som jo dybest set handler om, at de bliver belønnet med digitale sukkerknalder i form af nyheder, likes, hjerter og kommentarer – så længe de bare klikker, trykker og swiper i en lind strøm.

En af de første ting, der ryger, når en barnehjerne skal håndtere så mange interaktioner, er den bevidste og kritiske tænkning. Et fravær af fornuft som måske også kan forklare, hvordan tusindvis af danske unge pludselig ender med at have distribueret børneporno via Facebook. Men gjorde de egentlig ikke bare det, de er vant til at gøre, når de befinder sig i den digitale verden? Sendte de ikke bare noget spændende og forbudt materiale videre, fordi det i et splitsekund føltes rart at gøre? Og var det ikke bare klik-tryk-swipe nr. 4063-4065 ud af de øvrige 5.000 impulsdrevne handlinger, der skete den dag?

Jeg tror virkelig ikke, vi fatter omfanget af de skadesvirkninger på selvværd, ensomhed, relationer, empati og mange andre menneskelige egenskaber, som finder sted i disse år. Jeg mener derfor, at det er på høje tide, at vi begynder at tale om behovet for en digital lavalder i Danmark.