Vi lever i en periode med mange uanvendelige love og negative fremskridt. Tag for eksempel Lov om forældreansvar og samvær! For på trods af lovgivningens hensigter er mange skilte forældre så ganske åbenbart ikke blevet klogere! Eller alt for ofte holder de på netop deres ret, mens de negligerer børnenes behov.

Vi ved fra undersøgelser, at op mod 25 procent af skilte børn oplever, at der ikke er nogen kommunikation mellem forældrene. De taler ikke med hinanden, skriver ikke til hinanden, og er i øvrigt tavse om den anden forælder. I den vildfarelse, at det vil være det mest retfærdige og bedste for alle parter, har forældre, for at det ikke skal være løgn, etableret en samværsordning, hvor børnene skal være lige meget eller næsten lige meget hos hver af forældrene.

For nylig talte jeg i min konsultation med en dreng på 11 år og han fortalte blandt andet, at han bor hver anden uge hos sin mor i København, hvor han også går i skole og har de fleste af sine venner, og hver anden hos sin far i Holbæk. Altså har hans forældre besluttet sig for en såkaldt 7/7-ordning på trods af en afstand på circa 60 kilometer mellem de to hjem. Og det kan man, ja har man ret til som forældre på trods af, at al tilgængelig viden peger i den samme retning: Det er ideelt for barnet, hvis det frit kan besøge den anden forælder, når det har lyst, og hvis det efter skilsmissen kan bevare sit fritidsliv og bevare sit netværk intakt, hvilket selvsagt kræver, at forældrene bor relativt tæt på hinanden.

Naturligvis kan en 7/7 ordning være en god løsning. Det kán være til barnets bedste at være i en  7/7-ordning med helt sideordnede forældre, når og hvis, ellers forudsætningerne er til stede. Men omvendt kan det også være barnets bedste med én fast bopæl hos den ene forælder og måske kun weekend - samvær med den anden. Det er her, det svære valg skal træffes. Et valg der ligger langt ud over forældres umiddelbare ønsker om en ligelig fordeling af ansvaret for børnene, men som udgangspunkt skal være funderet i barnets situation og en dybtgående forståelse af det enkelte barns behov.

Under alle omstændigheder holder 7/7-ordningen kun, når forældrene er villige til i resten af barnets barndom at forpligte sig på bindinger om bolig og samarbejde i forhold til deres ekspartner. Men selvom vi har en masse tilgængelig viden om børns behov ved en skilsmisse, er det, som om denne viden ofte er glemt i det øjeblik, forældre skal skilles, fordi nogle forældre ikke vil se i øjnene, at deres skilsmisse har en pris. At den blandt andet koster i forhold til, hvor meget man kan være sammen med sine børn.

I ligestillingens navn kan vi få børn, der med god ret kan se sig selv, som stående midt i et ”kludetæppe” med flere sideordnede hjem, hvor forældre til stadighed skal kæmpe med et helt urimeligt millimeterdemokrati i forhold til børnenes anden forælder.