»Vi lægger stor vægt på at opdrage børnene demokratisk.«

Sådan siger mange voksne. Men det kan synes lidt ejendommeligt, at man anvender ordet demokratisk i forbindelse med opdragelse. For et hjem, ja eller en børnehave eller skole for den sags skyld, kan per definition ikke være demokratisk alene af den grund, at børn jo ikke selv kan vælge hverken deres institution, skole eller familie.

Og det fører heller ingen vegne, hvis man på god demokratisk vis lader børnene være med til at bestemme hvad som helst. Hvad nu hvis børnene siger, de kun vil spise flødeis til middag hver dag, ikke gider rydde op eller hjælpe med at lave mad? Eller kun vil lege i skolen?

Det er indlysende, at man ikke kan stemme om det, for som voksne ved vi jo, at flødeis hver dag er usundt, og vi synes det er på sin plads, at børnene hjælper derhjemme, ligesom læreren jo ved, hvad der skal arbejdes med i skolen.

Et demokrati er også defineret ved, at alle aktører har et ansvar. Hvis man for eksempel overfører det på familien, kan man se, at den ikke går. Det er nemlig forældrene, der har ansvaret for børnene og deres liv.

Men hvis man på den anden side med demokrati i familien mener, at man vil tage sine børn med på råd, er det en helt anden sag. Tidligere skulle børnene jo blot holde deres mund og gøre, hvad der blev sagt. Nu lytter vi til dem, lægger mærke til dem og deres meninger, og jo ældre børnene bliver, desto mere indflydelse får de.

Det betyder, at børn i dag er mere åbne. Og jeg synes bestemt, at man skal tage hensyn til børns ønsker og meninger. Men samtidig må man ikke glemme, at ansvaret og dermed den endelige afgørelse ligger hos de voksne.

Jeg tror, at vi er kommet til at smide autoriteten ud med badevandet, fordi vi forveksler det at have autoritet med at være autoritær. At have autoritet er at være tydelig og ægte. At sige, hvad man mener, og mene, hvad man siger. At være autoritær er noget helt andet, hvor den voksne optræder som enehersker. Nogle siger, at det er det, der skal til, for at børn kan bevare respekten for voksne. Men det giver jo netop ikke respekt, men frygt for en der er stærkere end barnet selv, altså respekt forstået som magt og frygt.

I samme takt som vi har fjernet os fra at være autoriteter, er vi kommet til at stå på mere kammeratlig fod med børn. Det har ganske givet betydet meget positivt for både børn, forældre, pædagoger og lærere, fordi vi på den måde er kommet tættere på hinanden. Men spørgsmålet er om vi voksne har fornægtet vores voksenhed for at kunne være kammerater med børn. Kammeratskab mellem børn og for eksempel forældre er nemlig kun positivt, når vi er klar over, at vi af og til må nedtone kammeratskabet for at være de forældre, som børnene har brug for.

Vi skal naturligvis ikke tilbage til den tid, hvor forældregenerationen gik stift klædt og havde et helt andet sprog end børn. Vi må dog acceptere vores voksenhed og alder og ikke være bange for at markere grænser på vores egen måde.

At være forældre betyder heller ikke, at vi ikke må spille bold, lege og pjatte med vores børn. Forældre skal være både-og: Tilgængelige som kammerater, som børnene kan være fortrolige med og have det sjovt med, og voksne, der vejleder børnene og af og til også træffer beslutninger for og om dem.

Lighed og ligeværd, som vi med rette lægger vægt på, betyder, at man må behandle børn og voksne forskelligt – afpasset efter deres udviklingsniveau, måder at erkende på og erfaring. Og husk: Vi er ligeværdige, men dybest set ikke ligestillede.

Og børnene? Ja, de har under ingen omstændigheder brug for en far, der leger storebror, eller for en mor, der agerer en god veninde.