I weekenden var jeg i byen med min kæreste og en gruppe venner. Jeg havde af flere omgange bemærket at hende og flere veninder i selskabet, var besværet af, at de skulle bære rundt på en skuldertaske, hver gang de valfartede ud på dansegulvet, for at hoppe i takt til musikken.

Til sidst fik jeg nok, og tilbød dem at holde hver deres taske, imens de delvist forsøgte at spille beer pong, og samtidig valsede rundt om bordet til Thomas Helmig. I stedet for at holde taskerne, placerede jeg dem på en sofa, og gik ellers muntert ud på dansegulvet igen, for at minde mig selv om at jeg kun kan en brøkdel af teksten til 'Stupid Man'.

Da det går op for den dansende forsamling, hvad jeg har gjort, breder panikken sig, og dansen bliver erstattet af et sprint mod sofaen, af frygt for at nogle vil forsøge at stjæle taskerne.

Efter episoden har jeg fortalt det til flere venner og bekendte, som alle var fuldkommen uforstående over for, hvordan jeg turde efterlade en taske uden opsyn. Jeg har aldrig forstået dem, som per automatik forventer det værste fra deres omgivelser.

Når jeg handler ind låser jeg sjældent min cykel, ligesom jeg ikke frygter at lade min pung ligge fremme på en restaurant eller café, imens jeg går på toilettet.

Mistillid bliver mødt med mere mistillid, imens tillid til dine kompletfremmede medmennesker, kun kommer til at skabe større tillid blandt os alle.

Da jeg var barn solgte min far kartofler ved vejen ud for vores hus. Det fungerede således, at du tog en pose kartofler, og smed så ellers en 20'er i en pengedåse. Han sælger stadig kartofler ved vejen den dag i dag, og jeg bliver altid helt ustyrligt varm indeni, når det viser sig at størstedelen betaler, i stedet for at tage den lette løsning og hapse en pose uden at smide en 20'er i dåsen.

De fleste vil nok kalde mig en idiotisk optimist, hvilket jeg muligvis er. Jeg er blevet narret for 100 kroner, jeg lånte til en fremmed mand på gaden, ligesom jeg har fået stjålet en cykel fordi, den ikke var låst, efter jeg havde parkeret den ved Københavns Hovedbanegård.

På trods af de oplevelser, ændrer det ikke på, at jeg stadig ikke låser cyklen, når jeg handler. Fordi alene påmindelsen om, at jeg bor i et land, hvor en ulåst cykel ikke automatisk er ensbetydende med, at den bliver stjålet, gør min hverdag væsentligt bedre.

En undersøgelse på tværs af Europa viser, at vi danskere er i toppen, når det kommer til at stole på hinanden. Det minder vi os selv om alt for sjældent.

I en verden som udvikler sig i rasende hast, med talrige nye trusler hver eneste dag, så er det vigtigt at vi holder fast i de ting som gør, at vi tør stå sammen med vores medmennesker i stedet for at frygte dem, og ikke skal kigge os nervøst over skulderen.