Fem år på universitetet lærte mig at være privilegieblind.

Det er en fredag eftermiddag, jeg sidder med svedige håndflader og en dårlig fornemmelse i maven. Om få minutter skal jeg til eksamen, der afgør om jeg må fortsætte på min bachelor.

Jeg har ikke forberedt mig. Overhovedet.

Eksamen tager udgangspunkt i et projekt, som jeg har skrevet sammen med fire andre medstuderende. Et projekt jeg heller ikke har engageret mig synderligt i, men som de andre har smidt blod, sved og tårer efter. De får alle sammen 12, velfortjent.

Jeg får 7 - det der på karakterskalaen betegnes som 'den gode præstation'. Det var ikke en god præstation, det var bare ufortjent.

Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med, hvor let det egentlig kan være at få en videregående uddannelse.

Det er efterhånden en del år siden. Kort tid efter genindførtes gruppeeksamen, og pludselig glemte jeg helt forestillingen om, at det overhoved var muligt at dumpe en større eksamen – medmindre den blev dumpet med vilje, fordi jeg ikke orkede at aflevere til tiden.

Det var først da jeg på min kandidat skulle i praktik, at jeg stiftede bekendtskab med, hvad det egentlig ville sige at skulle tage ansvar for mit eget liv. Pludselig var en deadline konsekvent, og det at engagere sig føltes pludseligt langt mere betydningsfuldt, end noget jeg havde oplevet i mine mange år på skolebænken.

Derfor løb det mig også koldt ned ad ryggen, da debatten om det famøse uddannelsesloft kortvarigt blussede op endnu engang, da 50.000 studerende forleden havde trumfet det igennem som et borgerforslag.

For det gav mig flashbacks til en tid, hvor jeg drømte om at være studerende for evigt. Ikke fordi jeg var et akademisk vidunder, men fordi det kunne da egentlig være meget fedt at læse filosofi i nogle år, og måske se, om læreruddannelsen var noget for mig.

Det skete aldrig, i stedet holdt jeg fast i den samme uddannelse og endte i en alder af 23 år som færdiguddannet kandidat, klar til arbejdsmarkedet.

Det tilbagevendende argument er hele tiden, at Danmark skal bestå ved at være verdens bedst videnssamfund. Derfor skal vi også tage hånd om de studerende og ungdommen. Det virker dog umiddelbart mere som om, at dét at 'tage hånd om' svarer til at pakke folk ind i bobleplast og tvangsfodre dem med kram og regnskovsmusik.

Danmark har et fantastisk uddannelsessystem, men det ville ikke skade, hvis man i højere grad gør studerende opmærksom på, at når du falder, så skraber du knæet. Ligesom at beslutninger har konsekvenser, også de store langsigtede af slagsen.

Jeg kan af gode grunde ikke udtale mig om alle enkeltsager og uddannelser og kan kun snakke ud fra egne erfaringer.

Men jeg står stadig tilbage med følelsen af, at det at gå på en videregående uddannelse til tider minder mere om at være i en hoppeborg i flyverdragt end dét at befinde sig på det sidste trin inden arbejdsmarkedet.