Jeg kunne ikke være mere ligeglad med dødstrusler på nettet.

»Hop ud foran en bus, og tag livet af dig selv din arrogante spasser.«

Sådan skrev en voksen mand fra Esbjerg til mig, efter jeg havde skrevet min første klumme for BT for et halvt års tid siden. Jeg har aldrig mødt manden, men kan se vi har to fælles venner på Facebook.

Lige netop den kommentar hænger stadig fast i min bevidsthed. Ikke fordi den gjorde mig nervøs, eller utilpas, men fordi det var første gang jeg kan erindre, at en almindelig voksen mand har opfordret mig til at tage mit eget liv.

Det siger sig selv, at jeg ikke fulgte det venlige råd, og jeg kan også afsløre, at jeg ikke har planer om at hoppe ud foran en bus, bil eller et vildfarent løbehjul for den sags skyld inden for den nærmeste fremtid.

En lektie du hurtigt lærer, når du første gang stikker hovedet frem og mener noget i et af Danmarks største medier, er, at ligegyldigt hvad du skriver, så vil der altid være en gruppe, som er uenige med dig.

Ordsproget lyder at tomme tønder buldrer mest, og på internettet er der mange tomme tønder. Sådan har det altid været, det er ikke noget unikt særpræg, som opstod i takt med, at sociale medier blev allemandseje.

Idéen om, at du kan fjerne alle hadefulde personer og kommentarer fra nettet, er en drøm, som hører sig til i samme eventyrland, hvor et markant standpunkt hyldes af alle.

Hvis du alligevel gerne vil stikke hovedet ind i den sociale medie-gabestok, så må du enten affinde dig med risikoen for had og trusler eller stoppe med at acceptere beskedanmodningerne, når de tikker ind fra en ukendt person, du aldrig har mødt.

For mit eget vedkommende så læser jeg samtlige beskeder og kommentarer, der måtte komme, hver eneste gang jeg har skrevet noget, som sætter gang i internettets arrige jungletrommer.

Jeg har altid svært ved at forholde mig til dem, som jeg aldrig har mødt, der kalder mig bøssesvin og beder mig begå selvmord - men jeg forsøger heller ikke.

Dét, der rykker ved mine holdninger og påvirker mig, er alle de andre kommentarer. Dem som der er tilbage, når der er luget ud i kommentarsporet, og alle racisterne, tumperne og ekstremisterne er væk. Dem som rent faktisk har taget sig tid til at læse hvad jeg skriver, ligegyldigt om de så er enige eller uenige.

Jeg er ikke et alvidende orakel, jeg tager ofte fejl. I går troede jeg, at rødt og hvidt kunne vaskes sammen, i dag har jeg fået en flot ny pink skjorte.

Derfor læser jeg altid alle beskeder, jeg måtte få. For hvad nu hvis de ændrede min holdning og opfattelse til noget bedre.

En af de reaktioner, der står stærkest hos mig, var, da en pige skrev og fortalte mig om sin barndom med voldsomme overgreb, der stadig påvirkede hende dybt.

Det er den slags, som burde gøre størst indtryk og dem, som kommer til orde i stedet for de ligegyldige mennesker, som ikke bidrager med andet end had.

Der er 7.609.928.986 mennesker i verden. Hvorfor ikke nøjes med at lytte til dem, som har en reel mening i stedet for dem, som bare står og skriger i hjørnet?