Mit navn er Kasper, jeg er 26 år gammel, og jeg har ingen idé om, hvordan prævention fungerer.

Det startede alt sammen for 10 år siden, da jeg begyndte at være seksuelt aktiv. Til seksualundervisning havde vi fået at vide, at vi altid skulle bruge prævention. Hvis ikke vi brugte kondom, var det naturligt at sikre sig, at pigen var på p-piller eller noget tilsvarende.

Dengang tænkte jeg, at samtalen om, hvem der var på hvad, inden javertus blev stukket ind i noget som helst, virkede som det mest indlysende i hele verden.

Nu 10 år senere, må jeg indse, at det alt sammen var en løgn. Ingen spørger om, hvem der er på hvad, hele den ædle samtale fra seksualundervisningen er forstummet i gensidig forståelse. Hvis hun ikke siger noget, så er hun på pillen, hvis hun spørger efter kondom, så er hun ikke.

I dag kender jeg godt til ord som spiral, p-piller og p-stav. Hvad de betyder, har jeg ingen idé om, for jeg har aldrig spurgt.

Jeg var sammen med en pige forleden i en situation, der var ved at lede til sex. Inden vi når så langt, stopper hun dog op, kigger på mig, og siger så:

»Jeg glemte at tage min p-pille i går, så jeg har taget to i dag«.

Jeg nikker roligt og signalerer, at jeg forstår, hvad hun mener, imens er mit hoved ved at eksplodere med spørgsmål - hvad betyder det? Kan vi have sex? Kan vi ikke? Myrder hun mig om lidt på grund af østrogenoverskud?

Og lige med ét indser jeg, at jeg ikke er blevet et hak klogere siden seksualundervisningen i folkeskolen.

Jeg har lænet mig tilbage i den magelige overhalingsbane, man kan indtage som mand, hvor det eneste tidspunkt man skal tænke på prævention er, når pigen selv italesætter det.

Resultatet er, at jeg kun skal forholde mig til prævention, når jeg skal komme med en søforklaring om, hvorfor jeg helst vil undgå kondom, imens kvinden kaster sig alene i hormonhavet, fyldt med potentielle risici og bivirkninger.

I sidste uge var der en tophistorie i Politiken om, at et nyt dansk studie kædede p-piller sammen med højere selvmordsrater og depression. Jeg læste overskriften, men sprang artiklen over. I stedet læste jeg en artikel om, at S-togene nu skal køre uden chauffør.

Det virker både tragisk og komisk, at jeg er mere interesseret i, at DSBs toge skal være førerløse, end jeg er engageret i, hvilken prævention min partner bruger.

Så næste gang situationen opstår, så er jeg klar til at stille alle de dumme spørgsmål - er du beskyttet? Med hvad? Hvorfor?

Så kan det godt være, at jeg kommer til at fremstå som en idiot, men i det mindste er jeg en beskyttet én af slagsen.