»Vi har snakket lidt om, at du er ved at blive sådan en, som man ikke rigtigt kan regne med.«

Sådan lød det fra en af mine nærmeste veninder, efter at jeg for tredje gang i træk havde valgt at melde afbud til et arrangement på selve dagen, hvor vi skulle mødes med en gruppe af venner.

Ordene gjorde ondt, det er aldrig sjovt at få at vide, du er en dårlig ven. Men samtidig kom ordene egentlig ikke bag på mig, fordi hun havde ret. Jeg er blevet en af de venner, som altid melder et 'måske,' når jeg bliver inviteret, eller som du aldrig helt kan være sikker på, rent faktisk dukker op.

En af de mest overvældende ting i mit unge voksenliv har været overgangen fra studerende til arbejde på fuldtid. Som studerende har du råderum over din egen tid, du bestemmer selv, hvornår du skriver dine opgaver. Og kan du ikke nå til en forelæsning, kan du altid springe den over og læse op på materialet senere.

Og samtidig betyder det også, at du har frit råderum til at bruge tid med dine venner i noget nær alle døgnets timer. Har jeg lyst til at drikke mig fuld på en mandag, kan jeg gøre det uden de store bekymringer, eller får jeg lyst til at besøge venner på tværs af landet, kan jeg sagtens sætte en dag af til at blaffe fra København til Aarhus.

Når du først får et fuldtidsarbejde, ændrer alting sig.

Pludselig er den spontane tur til Aarhus ikke længere spontan, men i stedet forbandet til weekenden, hvor det er nødvendigt at planlægge flere uger i forvejen for sikre, at kalenderen kan gå op.

Og samtidig med at frihed og fleksibilitet går i fløjten for de fleste, når det daglige tidsrum fra 9 til 16 altid er optaget, så bliver de frie timer i døgnet pludselig til socialt puslespil om, hvilke venskaber der skal plejes, og hvilke der skal forsømmes.

Det har for mit vedkommende resulteret i, at når jeg bliver inviteret til et socialt arrangement, så er der altid en lille stemme i baghovedet, som tænker: »Hvad nu hvis noget bedre pludselig dukker op?«

Det betyder, at et solidt »ja, jeg kommer selvfølgelig!« Forvandles til et skråsikkert »måske«.

Jeg tror langt fra, at jeg er den eneste, som sidder med frygten for, at noget andet venter lige rundt om hjørnet. Jeg kan i hvert fald ikke huske hvornår jeg sidst er blevet inviteret til en fest på Facebook, hvor alle har meldt klart ud om de kommer eller ej.

Vi er blevet for dårlige til at forpligte os til hinanden og er i stedet blevet eksperter i at bygge en tilværelse op af forbehold og tanken om, at »hvad nu hvis jeg bliver inviteret til noget, jeg hellere vil.«

Selv har jeg forsøgt at bilde mig ind, at det evige forbehold for at forpligte sig til noget er acceptabelt, så længe det er ens bedste venner, som udsættes for det. For de er trods alt ens venner og må kunne forstå, at du ikke kan komme alligevel, fordi du lige er blevet inviteret til fest på en båd med champagne og kaviar ad libitum.

Måske forstår dine venner det godt. De er trods alt dine bedste venner, men pludselig er de det måske ikke længere, fordi de udmærket godt ved, at de altid har risikoen for at være dit andetvalg.

Og i stedet er en invitation på Facebook pludselig byttet ud med et offentligt fotoalbum fra den fest eller det bryllup, du aldrig blev inviteret til.