Jacob er fem år og går i børnehave. Han har i flere uger tænkt over, ­hvad han skal lave i sommerferien, men har netop fået at vide, at han slet ikke skal have ferie. Forældrene har droppet ferien til fordel for arbejdet.

Jacobs stuekammerat Nicoline har også glædet sig til ferien, men hendes forældre har besluttet sig for, at de skal holde ferie uden hende, mens hun passes hos bedsteforældrene. Så hverken Jacob eller Nicoline får sommerferie sammen med deres forældre.

Er det egoistisk af forældre at sende børnene i dagtilbud og så holde en uges sommerferie selv?

Jævnligt kører debatten, og meningerne deler sig i to lejre: Ja - det er vigtigt for familien, at forældre får lidt luft og kan prioritere sig selv og parforholdet. Eller nej - når man har valgt at få børn og få en familie, så holder man ferier sammen, og børn har ligeså meget brug for at komme ned i gear som de voksne.

Spørgsmålet er, om vi virkelig er nået dertil, at danske forældre er blevet så fremmedgjorte over for deres egne børn, at de ikke kan finde ud af at være sammen med dem flere dage i træk? Debattens skarphed kan forlede en til at tro, at dette fænomen gælder så godt som alle børn. Der er dog tale om en… ganske vist stor minoritet. Et par undersøgelser har vist, at ca. hver femte forældre har holdt ferie uden børn.

Små børns arbejde ér faktisk i deres dagtilbud. Hér er de sammenlagt i op til 10.000 timer gennem deres første 5-6 leveår. Uanset hvor stimulerende og afvekslende børns institution er, har de brug for dén afveksling, der altid ligger i at skifte miljø. Men de har - og forældrene har - også brug for den ro og den nærhed i samværet, der kun kan udspille sig dér, hvor der er relativt få mennesker sammen. Rammen for dette samvær er mest naturligt familien. Og roen til dette samvær opleves i vor tid som oftest på de tidspunkter af året, hvor tiden mister sin betydning.

For mig at se kan forældre af indlysende grunde have brug for et par tiltrængte fridage for at kunne være sammen uden at have børnene omkring sig. Den energi, forældrene kan få af sådan et par dage, kommer til fulde tilbage i form af bedre og tættere samvær børn og forældre imellem i den resterende ferie såvel som i resten af året.

På den anden side kan det umiddelbart synes mærkeligt, hvis forældre ret konsekvent prioriterer samværet med børnene lavere end meget andet. Men det kan jo være forældre med alvorligere sociale problemer. Der kan også være tale om familier, der er nødt til at holde ferie hjemme i måske trange boligforhold. Mens andre har en udpræget karrierelivsstil og vælger at arbejde i ferien frem for at holde fri.

Hvis manglende ferie er en del af et mønster i mange moderne familier, er det vigtigt, at dagtilbuddets medarbejdere er opmærksomme og har relevante tilbud for familierne og prøver at motivere forældrene til et konstruktivt samvær med deres børn. Endelig må man, når alt kommer til alt, heller ikke overse dét faktum, at dagtilbuddene er det modernes barns adgang til legekammerater. Det gør det i sig selv attraktivt for børn at være nogle timer i institutionen, hvis familien alligevel holder ferie hjemme.

Konklusionen er, at de langt fleste børn, op til 80 procent, holder ferie sammen med forældrene. På den anden side ér det stof til eftertanke, at der trods alt er et - ganske vist mindre - antal børn, der holder ingen eller meget lidt ferie i løbet af året. Og her er spørgsmålet, om den manglende ferie er nok et symptom på, at børn er i vejen for et moder­ne voksen­liv.