Debatindlæg skrevet af Emil Ipsen, studerende på Københavns Universitet

I april flyttede jeg fra Kolding (til københavnerne skal det måske oplyses, at det er en by i Sydjylland) til København for at bo sammen med min københavnske kæreste og for at studere. Et nyt liv ventede i den by, som reklamerne kalder for Wonderful Copenhagen. Det lød lovende, men på trods af, hvor fantastisk og vidunderlig København skulle være, er jeg dog nu kommet til den konklusion, at jeg aldrig bliver en rigtig københavner, uanset hvor meget jeg end gerne ville være det.

Det er skam ikke, fordi jeg ikke har prøvet at integrere mig. Og på mange punkter skiller jeg mig heller ikke synderligt ud fra byens øvrige beboere. Men især når det kommer til den københavnske transportadfærd, kommer jeg aldrig til at passe ind.

Som en rigtig københavner tager jeg jernhesten til studiet hver dag. Min tur mod studiet starter hver morgen på Amagerbrogade, og allerede her slår det mig ofte, hvor atypisk jeg er.

En morgen tog jeg eksempelvis mod studiet i lidt godt tid – og allerede der gik det måske galt. Solen skinnede, og jeg besluttede mig for at tage den lidt med ro og bare nyde turen. Ikke mange minutter gik der dog, før en hidsig temporytter fløj forbi mig i sin fine Hugo Boss-frakke og råbte mig lige ind i hovedet: 'FÅ DOG NOGET FART PÅ!'

Lettere forskræmt røg jeg ud af mine morgentanker om den flotte københavnske arkitektur, og jeg prøvede instinktivt at kaste min cykel mod højre for at sikre, at jeg ikke var i vejen. Jeg var dog allerede helt ude i højre side af cykelstien, og af forskrækkelse hamrede jeg lige ind i kantstenen og lå få sekunder efter på fortovet med et skævt cykeldæk og et blødende håndled.

Værre blev det dog en dag, hvor det regnede, og jeg skulle på studiet. Jeg er fra Kolding vant til, at man på en regnvejrsdag altid giver et anerkendende nik til de personer, man møder på sin vej. Det gør man for at symbolisere et klap på skulderen til dem, der har dristet sig til at tage jernhesten i regnvejret. Selvfølgelig ville man få ondt i nakken, hvis man gjorde det til alle i København, for vejret i storbyen er på ingen måde noget, der stopper de utallige cyklister. Ikke desto mindre forsøgte jeg forsigtigt at give det anerkendende nik til en familiefar, der kæmpede sig igennem den silende regn på en Christiania-cykel med to børn i. Han kiggede forvirret på mig og kiggede bagud for at finde ud af, hvad jeg nikkede ad.

Jeg pakkede derfor også hurtig disse fremmede vaner væk igen i et forsøg på at integrere mig rigtig til den københavnske kultur.

Den dag lærte jeg, at cykelture i København slet ikke skal være langsomme og hyggelige.

I et nyt forsøg på at integrere mig i København tog jeg en dag ned til søerne for at gå en tur med min kæreste og i et håb om at finde en oase i København med plads til tanker og ro.

Der går dog ikke fem minutter, fra vi starter gåturen, før vi er ved at blive hamret ned af den første kvinde i 30erne, der kom løbende med en babyjogger.

Af erfaring fra cykelstien vidste jeg, at denne travlhed på stierne betyder, at man skulle holde sig ind til siden og sætte tempoet op. I et militærmarch-tempo hev jeg derfor min kæreste under armen for at fortsætte vores gåtur i den københavnske oase.

Halvvejs rundt om den første sø stoppede jeg op - det var jo ikke hyggeligt? Turen var en konstant træningsøvelse i at undgå travle kvinder med babyjoggere og cyklister på afveje.

Fortvivlet satte jeg mig ned på en bænk og kiggede på min kæreste. Hun syntes at forstå, hvad jeg tænkte og fortalte mig, at sådan var livet i København. Her er der travlt, alting skal nås, og folk skyr ingen midler for at komme igennem de travle hverdage.

Fortvivlet måtte jeg erkende, at jeg aldrig bliver en rigtig københavner. For jeg vil have lov til at nyde cykelturen på trods af, at jeg bliver råbt i hovedet hver anden dag, og jeg vil have lov til at nyde en gåtur uden at skulle tage hensyn til babyjoggere og barnevogne med kvinder, der bevægede sig et tempo, der kunne få en til at tro, de var deltagere i et maraton.

Men vigtigst af alt, vil jeg have lov til at slappe af.

Det er ikke en københavnerting at nyde livet og slappe af, men det er åbenbart en jydeting, og det noget københavnere kunne lære meget af.

Så kære københavnere, sæt tempoet ned, nyd livet, og husk, at vi nok skal nå det hele.