Joy Fryd Larsen
Joy Fryd Larsen Foto: Liselotte Sabroe Liselotte Sabro

Jeg har altid været god for en bemærkning med stærke seksuelle under - og i endnu højere grad overtoner. Et hashtag har dog ændret det fuldstændigt - og jeg befinder mig midt i en hysterisk overreaktion. Eller gør jeg?

#MeToo-stormen er ved at lægge sig, og mange kvinder har gud ske tak og lov fået lettet hjerterne fra selv den mindste lille misere fra 1992, hvor en mand med ufine hensigter snittede et sagesløst offers ene albue på Crazy Daisy i Slagelse.

Når jeg vælger at skrive ovenstående med en sarkastisk distance, skyldes det, at jeg føler, at enkeltpersoners bagatelagtige oplevelser i løbet af #MeToo-kampagnen har fyldt meget i forhold til de store, generelle samfundsproblemer.

btnyhed

Men jeg er heller ikke så sart. Eller rettere: Var.

Jeg har altid været god for en bemærkning med stærke seksuelle under- og i endnu højere grad overtoner. Herunder blandt mine nærmeste venner, hvor vores humor flere gange er nået næsten ulovlige niveauer og ligeledes blandt kollegaer i mediebranchen, hvor der somme tider er gået i sport i, hvor lumre julefrokosterne (og sommerfesterne og fredagsbarerne og...) kunne blive.

Jeg tør ikke tænke på, hvad det siger om mig, at den omgangstone aldrig har skræmt mig.

btnyhed

Eller hvad det siger om mig, at der kun skulle et enkelt hashtag til at bryde den seksuelle tillid, jeg havde til mænd omkring mig.

Jeg er dog i tvivl, om #MeToo alene har ændret min opfattelse af en jargon, jeg ellers har fundet temmelig uskyldig. Eller om det var sammenfaldet af de rædsomme historier, der fulgte hashtagget, den nærmest endeløse række af kendismænd der fulgte Harvey Weinsteins fald og sagen om Raket-Madsen oven i hatten, der for alvor fik forstrukket min grinemuskel.

Jeg opdagede det for et par uger siden, da jeg var ude at rejse.

Emil

For første gang nogensinde fik jeg det dårligt med at gå rundt i badetøj foran mine mandlige rejseledsagere. Jeg følte mig enormt sårbar, når tonen blev lummer, for pludselig tog jeg det meget personligt, selvom den intet havde med mig at gøre.

Jeg oplevede, hvordan jeg med vilje gjorde mig uattraktiv for dem. Ved at undlade at have øjenkontakt; ved ikke at deltage interesseret i samtalerne; ved ikke længere at svæve yndefuldt henover gulvene, men i stedet trampe dovent rundt som en anden elefant.

»Vil du række mig en cola?« forvandledes på det nærmeste til et »husk at låse din dør i nat«.

Marie Høgh

Indrømmet. Jeg befinder mig midt i en hysterisk overreaktion. Eller gør jeg?

Kampagnen har fået mig til at gennemgå en række oplevelser fra mit eget liv:

  • Ham, der igen og igen kontaktede mig online med klamme, seksuelle tilbud, selvom jeg gang på gang afviste
  • Ham, der begyndte at trække tøjet af mig til en fest, fordi vi havde flirtet en sommer tre år forinden, hvorfor han følte, at min krop fortsat tilhørte ham, som om den nogensinde havde gjort det
  • Ham, der ville betale mig med gaver for at have sex med ham, selvom jeg gik i seng med ham ganske frivilligt.

På et generelt plan er der tydeligvis et problem. Men jeg, personligt, har jo ikke tidligere følt mig krænket, og findes problemet så, fordi der reelt er sket noget problematisk, eller fordi jeg gerne vil se et problem, fordi #MeToo nu ligger og lurer i baghovedet?

Et er sikkert: Mit liv er blevet ændret - af et hashtag!

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook