Jeg stod undrende tilbage og forsøgte at sunde mig over den besked, jeg netop havde modtaget fra sygeplejersken. Jeg havde allermest lyst til at give los for de følelser og frustrationer, der sad helt ude på det klinisk rene hospitalstøj, jeg var iført. Men jeg besindede mig.

Sygeplejersken havde netop fortalt mig, at jeg ikke nødvendigvis var garanteret en stueplads for natten, selvom jeg få timer forinden havde fået fjernet en galdesten ved en kikkertoperation. En sten, der i godt en uge havde gjort min tilværelse til et rent smertehelvede. Sengeafsnittet på det københavnske sygehus, hvor jeg var indlagt, var simpelthen fyldt til bristepunktet.

I stedet måtte jeg tage mig til takke med en plads på gangen, der til tider føltes mere trafikeret end Hovedbanen fredag eftermiddag klokken 16. Jeg blev dog skånet for den værste trafikstøj med hjælp fra en hvid skillevæg, der blev sat op udenom min seng. Men der var ingen knap, jeg kunne trykke på, hvis jeg fik brug for hjælp.

Nu er der sikkert nogen, der tænker: Det er da ingen nyhed, at patienter ligger på gangene på de danske sygehuse?! Det har de da gjort i flere år!

Jeg gør mig heller ingen forestillinger om, at det ikke har været sådan længe. Men sommetider skal man mærke det på egen krop, før den skinbarlige virkelighed går op for én.

Jeg er forbløffet over, at politikerne kan tale varmt om opsving i økonomien, mens patienter på de danske sygehuse end ikke kan blive garanteret en stueplads den efterfølgende nat efter en operation. Hvor er vi efterhånden henne?

Min indlæg skal ikke tolkes som en mavesur kritik af sygeplejerskerne, som udelukkende mødte mig med smil og stor forståelse det lille døgn, jeg var indlagt. Fra første parket var jeg vidne til, at de løber fandens stærkt: Først skal fru Hansen have piller, så skal hr. Larsens blodtryk måles, så er det fru Jensen, der igen trykker på alarmen, fordi hun for 117. gang skal op og tisse. Derudover skal journaler udfyldes, og sygeforløb dokumenteres.

Jeg vil ikke være overrasket, hvis de ansattes puls på en arbejdsdag når grænselandet for det acceptable. Senest har sundhedspersonalet på Holbæk Sygehus da også råbt op om massiv underbemanding og overbelægning og forsøgt at få politikerne og sygehusledelsen til at rette ind. Vilkårene er barske flere steder.

Tilbage til min egen indlæggelse: Kort før midnat ville skæbnen alligevel, at jeg fik en stue. Men timers uvished havde gjort mig frustreret, og jeg var begyndt at forberede mig på en nat uden så meget søvn på grund af det overdrevne lys fra gangens lysstofrør.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om der postes nok penge i det danske sundhedsvæsen. Men jeg ved blot, hvordan det føles, når man som patient sårbart må ligge til skue på gangen efter en operation. Det føles ydmygende.