Tillykke med de 50 år, Frederik. Smid du bare de trætte stænger op i sofaen og lad kongeriget passe sig selv idag.

Jeg vil gerne forære dig et par spalter med uhæmmet ros og respekt efter dine fem løbeture sammen med 70.000 andre i mandags. Så hvis du og din mor er til fals for sleske sætninger og jubel-royalisme, kan I hermed sætte mig højt på jeres liste over, hvem der – udover balletdansere, forsvarsministre og kontorchefer - skal dele puljen af ridderkors næste gang.

Men det er ikke for at fedte og fylde knaphul, du får et kærligt kongeligt klap, kære kronprins. Det giver jeg dig, fordi du imponerede så enormt i pinsen. Du bestod din folkelige eksamen som vores kommende konge – iført kompressionstrømper, korte bukser, nylontrøje og fuldskæg.

Jeg ved, at du selv fandt på at lave Royal Run. Det er ikke et snedigt stykke spin fra habitmænd på et kommunikationskontor. Idéen er moderne og nærmest genial, men også risikabel fordi du gamblede med din families nødvendige ophøjethed. Jeg stod selv på sidelinjen i Odense, da du kom lettere forpustet i mål – meget symbolsk ved Kongens Have. Så snakkede du med en masse monarkiglade motionister, bællede noget vand, fik stukket et båthorn i hånden og satte med et vældigt trut din kones 10 kilometerløb i gang. Der var ikke meget Elverhøj, guldkaret og helstegt hjorteryg over din kongelige kondi-kampagne.

Jeg har ikke siden set en eneste misfornøjet republikaner brokke sig over Royal Run - hverken på Facebook eller i Politiken. Det kan meget vel skyldes, at de mavesure meningsmagistre her fem dage efter stadig ikke kan hitte på noget, de kan være dejligt vrede over. Du lykkedes nemlig, Frede, med at bruge din platform og topform som kronprins til at samle nationen om noget ubetinget fornuftigt.

Jeg ved, at du sagtens kan tåle min og andres smiger. For selvom du har verdens mest irriterende overbegloede arbejde, har du altid været en flink fyr. Både i polotrøje og admiralsuniform.

Vi to har mødtes mange forskellige steder: I ishockeyhaller og palæer. På bådebroer og spisesteder. Til rockkoncerter, gallafester og foran Tranegårdsskolen i Hellerup, når du kom rullende fra din store cityvilla inde i rundkørslen på en ladcykel eller i en Range Rover for at aflevere Christian og Isabella, der gik et par klasser under min søn. Jeg kunne i øvrigt godt få lidt ondt af al den fidele opmærksomhed og de anstrengte tandsmil, du blev mødt af, når du sagde farvel til dine to ældste unger i skolegården.

Men du forsøger altid at opføre dig som en almindelig mand, selvom du nok mod din vilje er det modsatte. Også når vi to har siddet overfor hinanden med mikrofoner på jakkekraven for at lave interviews til fjernsynet om din særprægede livsbeskæftigelse. Din motorik er drenget – nærmest loose - og du vil helst tale om ting, der ikke findes på Amalienborg eller i montrer på museer.

Faktisk mistænker jeg dig for ind imellem som en slags social selvopdragelse at snige dig ned i Netto og XL Byg med solbriller og bøllehat på. Eller se karatefilm på Netflix, mens du spiser osterejer – bare for at prøve noget normalt. Måske kan du også jodle og vrikke med ørerne. Men det ønsker jeg ikke at få endeligt bekræftet. Jeg vil helIer ikke vide, om du sover på maven eller på ryggen. I kongelige skal stadig overlade noget til folkets fantasi. Den balance har du ramt lige midt i skiven. Selvom -  eller rettere fordi - vi efterhånden mere ser dig i sportstøj end i jakkesæt.

Så kære Frederik André Henrik Christian. Tillykke med det skarpe hjørne og tak for de 16,436 kilometer, du tilbagelagde forleden. Jeg løber med næste gang, der er Royal Run. Med eller uden ridderkors.