Velkommen til en truende mediefiasko. Muligvis det største fejlcast i BT’s 101-årige historie. Det begyndte, da meningsredaktøren inviterede mig på café en frysende fredag i februar.

»Du har erfaring, interviewer de kendte og skriver sjove ting på Facebook. Derfor synes jeg, du skal skrive klummer til os,« sagde hun og bestilte moderne italiensk kaffe til 49 kroner med skum og skud.  Vi talte først glimrende sammen om børn, medier og skilsmisser – tre ting, vi begge synes vældig godt om. Men så gik det galt. 17 minutter inde i jobsamtalen.

»Hvad vil du gerne skrive klummer om?« spurgte redaktøren. Jeg måtte vinde tid ved at nusse med en papirserviet og gå på toilettet og tænke. For jeg ved simpelthen ikke længere, hvad jeg mener. Klokkeklare  konklusioner er med årene blevet mit mentale mareridt.

Jeg har mistet evnen til at fabrikere en valid holdning på maksimalt 3.000 anslag til X-Faktor, #metoo, lukkeloven, Postnord, Bjarne Riis eller nedskydning af ulve i Jylland. Mit handicap er alvorligt, fordi det er blevet umoderne og nærmest landsskadeligt at operere med nuancer i det offentlige rum. Ingen overlever klik-tyranniet, hvis de er i tvivl om noget som helst. Døm eller dø. Derfor er klummen blevet en skydekonkurrence, hvor skribenten plaffer løs på alle – undtagen sig selv og naturligvis dem, der læser med.

Jeg overlever heldigvis hverdagens meningsløse meningshelvede, men kun ved at bluffe. Jeg er en verbal vendekåbe. En mester i at synes noget markant, selvom jeg egentlig ikke synes noget. Bare det larmer, lyder klogt og skaber bifald i menigheden. Jeg kan opfinde et nyt standpunkt hurtigere end Clement Kjærsgård afbryder sine gæster.



Men når jeg går rundt alene i min 3-værelses med løse bukser og hører Procol Harum, transformeres jeg til den hemmelige tvivler. Agent nul nul syv sind med licens til at mene ingenting. Så er jeg fritaget for at lade mig distrahere af kendsgerninger og det hygge-krænkede hylekor, der tror sandheden om alting er et Facebook-like krydret med 3 vulgært ensporede linjer i kommentarfeltet.

Tilbage til redaktøren og caféen, der blev min skriftestol, fordi jeg valgte at lægge kortene på bordet:

»Jeg er i en alder af knap 59 år nået til den erkendelse, at jeg ikke længere aner, hvad jeg mener. Jeg er tilsyneladende blevet klogere med alderen og fattigere med tiden,« svarede jeg lidt CV Jørgensen’sk.

»Jo, jeg kan skrive en knivskarp klumme, der argumenterer for at forbyde orange og mintgrønne fodboldstøvler. Det er faktisk min eneste mærkesag. Christian Eriksens fødder skal aldrig mere ligne en pose vingummi, og jeg går gerne forrest i kampen for loven om tvunget sort fodbold-fodtøj.

Men du får mig ikke til at jorde hverken topskat, folk der kører uden cykelhjelm, fotografer på Rigshospitalets parkeringsplads eller Jim Lyngvilds tatovering i nakken!! Jeg er ikke sikker nok på, om jeg er for eller imod. Kun næsten. Men det kan ændre sig, næste gang jeg er alene hjemme i løse bukser og hører Procol Harum.«

Redaktøren bestilte mere kaffe. »Kan du så skrive en klumme om, at du ikke ved, hvad du mener?«