Jeg har en ven, der er en fænomenal festtaler. Når han slår på glasset og rejser sig for at hylde en fødselar eller et brudepar, læner vi os alle tilbage for at nyde samtlige sætninger fra en sand selskabs-solist.

Han vandrer rundt mellem gæsterne med den ene hånd i lommen, mens han som en hærfører foran sine soldater med høj volumen afleverer sin tale. Den er altid fyldt med ironi, alvor, sarkasme og strålende anekdoter om legendariske drukture, sindsyge svigermødre og pudsige motorstop på mørke landeveje i Nordjylland.

Hans taler er så lækre at høre på, at ingen undervejs foreslår en skål eller begynder at hoste. Bagefter klapper vi alle sammen og siger ”Nøøj, det var sjovt og godt sagt. Hvis bare du var kulturminister…”.

Desværre kan jeg aldrig gengive hans pointe med talen, når jeg kommer hjem og løsner snørebåndene i lakskoene. Jeg aner ærlig talt ikke, hvad han sagde, selvom det lød blændende begavet et par timer inden. Måske fordi jeg er blevet mere glemsom. For eksempel lagde jeg en nat mine manchetknapper i køleskabet.

Men jeg har også efter mange års talelytning konkluderet, at der sjældent er noget voldsomt vigtigt budskab i fontænerne af sproglige finurligheder. Talerne er nemlig bare camouflage for at skjule de kedsommelige realiteter om en 60-årig far til tre med Hyundai, villalejlighed, onsdags-sex og tennis-albue. Og hvis største bedrift her i livet er at have vundet 17.500 kroner i lotto på en firma-kupon.

Den slags sminkning af sandheden kalder jeg at 'lækkersnakke.' Kunsten for en lækkersnakker er at pakke ingenting ind i spektakulære og snurrige sætninger – gerne garneret med en frisk anekdote, der har et strejf af sandhed, men ofte nærmer sig en soldater-historie fra Pløresødal-lejren. Så lyder alting nemlig fyldigt og fremragende, selvom der ikke er noget særlig opsigtsvækkende at fortælle.

Tag ikke fejl: lækkersnak er nødvendig for vores livskvalitet. Ellers ville mange selskaber være for tunge at komme igennem. Men den har bredt sig fra festlokalerne, så vi i dag er omringet af veltalende mennesker på elektroniske talerstole.

Vi hylder dem andægtigt, fordi det lyder så rigtigt og dejligt, når de siger noget. Medierne inviterer ikke kun folkekære kendte til at lave mad, gætte antikviteter, danse jitterbug foran Jens Werner og vise deres soveværelser frem i fjernsynet.

De bedste lækkersnakkere rekrutteres også til debatprogrammer, hvor det tilsyneladende er en forudsætning, at man taler som et vandfald - uden nødvendigvis at vide ret meget om emnerne. Det begyndte for 14 år siden med Mads og Monopolet, der siden ganske fortjent er blevet så stor en succes, at programmets panel som et rockorkester rejser landet rundt på turne. Så kan de lækkersnakke for fulde huse i projektørlys på teaterscener i Ølstykke og Øster Hurup.

Her får lytterne svar på dilemmaer om hundelorte, utroskab, pengemangel, dårlig ånde og kongehuset. Jeg kan godt lide at høre en forsvarsministers syn på spiseforstyrrelser – eller en filminstruktørs råd mod naboer, der anvender motorsav i haven om søndagen. Det er lige til låget på en Gajol-æske eller en kærlig kig-i-kamera afrunding fra Hans Pilgaard (Jeg elsker dig Hans – du ved det !).

Men andre har opdaget Monopol-fidusen: Forleden tændte jeg for et nyheds-program i fjernsynet, hvor panelet diskuterede komplicerede dagsaktuelle emner. Her var en skuespiller inviteret ind til at gøre seerne klogere på sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne. Inden da hørte jeg et radioprogram, hvor en teaterchef og en krimiforfatter var indkaldt for at sige noget begavet om burkaforbud og diesel-biler. Og samme morgen blev afdøde Prins Henriks popularitet hos danskerne kortlagt af en børne-tv-vært.

Jeg skal hilse og sige, at alle lækkersnakkernes sætninger lød vældig godt og var meget nemme at forstå. Desværre kan jeg ikke huske, hvad de egentlig sagde.