Prins Henriks død har fyldt vores uge, men tro ikke at alt er sagt. Hvis det står til mig, skal der siges og skrives mere om den mand, der på sin egen måde var en af de sjældne oprørere i dette land.

Han insisterede f.eks. på at elske livet for alt det, der kan ske – i et land, hvor de fleste ellers er bange for livet og alt det, der kan ske. Han var sensuel, så vi tydeligt kunne se, hvor triste vi selv er. Og han var manden, der gennem årtier uforfærdet protesterede over sin rolle i andet geled, selvom han vidste, at han løb panden mod en mur.

Det elskede jeg ham for. Det har jeg altid gjort. Ligesom jeg elsker Dronningen for, at hun ryger. Og prins Joachim for hans hang til hurtige biler. Kronprinsen og Mary må også godt se at få en last. Jeg holder af dette strejf af letsindighed midt i en dansk offentlighed, der bliver mere og mere sur & sund, restriktiv & spidsrøvet.

Væk er min tapre, men også lidt håbløse ridder og hans kamp for alt det umulige. Han krævede minsandten en maskulin rolle i familien, selvom enhver ved, at en moderne familie består af mor, barn og kommune. Han spiste sig tyk og stor, mens nutidens mænd løber magre og hulkindede rundt i gaderne i joggingtøj, før de atter vender hjem til deres despotiske koner. Og han klædte sig i mønstre og gevandter, mens nationen går rundt og ligner sorte skraldesække.

Væk er den venlige mand, der kom til et leve i et temmelig uvenligt land. Han sejlede rundt til vrede grønlændere og gnavne færinger. Han sejlede til danske fjordbyer og hilste på triste borgmestre med svedige håndflader og tusinder af ondsindede unger med små flag i hænderne. Han skabte skulpturer til et land, der ellers helst vil bygge grimme kulturhuse i håbløse købstæder, sådan at Lis Sørensen har nogle steder at spille om vinteren.

Jeg spurgte ham engang, hvad han især havde skullet vænne sig til i Danmark. Og han svarede at 'det blæser meget'. Det havde han virkelig ret i. Det blæser ad helvede til i det her land. Vindheksene triller ned gennem gågaderne, hen forbi Synoptik og Matas og hele vejen ned mod jobcenteret og butikken med genbrugstøj. Men ikke så snart havde han sagt det, før Dronningen greb ind i samtalen: »Så var det jo godt, at vore venner gav os en sejlbåd i bryllupsgave. Det er det, vi bruger al den vind til, min skat,« sagde hun.

Så lærte han også det. Man skal ikke sige noget drilagtigt om Danmark, heller ikke når det er på sin plads. For Danmark, landet med verdensrekorder i kræmmermarkeder og hoftebensbrud, er verdens bedste land. Og vi danskere er verdens bedste mennesker, selvom resten af verden synes, at vi er uforskammede og selvglade.

Når asken spredes, er det så også fordi, han ikke ville begraves i sarkofagen i Roskilde. Det var måske en lidt for hård hilsen til hans egen familie. Men vi har jo i 50 år nægtet ham en titel som majestæt, så det girver måske mening, at han så heller ikke vil begraves som majestæt.

I stedet skal vi huske ham som manden, der var ung i Vietnam, soldat i Algeriet, vinbonde i Cahors og digter i København. Han var 'a man of arms and letters', og dem er der ikke mange af i land, hvor mænd går i joggingsko og hættetrøjer.

Nu kaster de snart hans aske på søen og lægger den i jorden ved Fredensborg. Så ligger han der, den venlige gammeldags mand der så os så meget i øjnene, at vi næsten kunne se os selv. Det skal han have så mange tak for. Bon voyage!