Velkommen til Gaardbos Brevkasse, der i denne uge naturligt nok har fået en masse henvendelser om alt det, der er sket i Forligsinstitutionen.

Tak for det. Jeg har dog frasorteret de camouflerede kampagnebreve fra kommunikationsafdelingen i Kommunernes Landsforening. Det var ikke så svært, for de havde glemt at fjerne deres logo af bladguld oppe i hjørnet. Og jeg har også set bort fra en del mails fra lærere, for man kunne se, at de var afsendt i arbejdstiden.

Karl fra Køge undrer sig over, at de offentlige arbejdsgivere er sådan nogle fedterøve, når staten sidste år faktisk havde et overskud på 31 mia. kroner.

»Dem kunne man da godt give tilbage til folk i stedet for at sidde der og forhandle med tudefjæs,« noterer Karl.

Men kære Karl, du glemmer, at vi endnu ikke er færdig med at absorbere de 12 mia. kroner, der blev stjålet fra Skat. Vi er heller ikke færdige med at betale for de IC4-tog, der aldrig rigtig kom ud på skinnerne. Og nu kommer der i øvrigt en regning på andre 17 mia. for skrotningen. Og så er der afdragene på de mindst 11 offentlige IT-systemer, der også er blevet skrottet. Og så er der brugt milliarder på en Femern-forbindelse, der aldrig bliver til noget. Det er det, pengene er brugt til, Karl. Og det er derfor, de sidder med tudefjæs.

Enkefru Mortensen fra Indre By skriver, at hun forleden var ude og lufte pudlen og kunne høre en masse børn, der stod og piftede i fløjter og råbte i kor nede foran Forligsinstitutionen.

»Det er vel lidt upassende på sådan et pænt sted,« skriver hun. Jeg har underrettet enkefruen om, at det ikke var børn.

Henriette fra Helsinge spørger, hvordan det hele kunne tage så lang tid, når de hele tiden var 'helt fremme ved målstregen' og 'næsten enige'?          

Det er et godt spørgsmål, Henriette. Måske er det fordi, der står vigtige ting på spil. Hvis medarbejderne får 0,1 procent mere, så går stat og kommuner nedenom og hjem. Og hvis de ikke får det, så dør alle offentligt ansatte af sult.

Det er svært at forstå for almindelige mennesker. På den anden side er det måske ikke så mærkeligt. Jeg har været sammen med min kone nu i 23 år, og vi er stadigvæk kun næsten enige.

Thorkild fra Tinglev har ikke spist frokost i de sidste 33 år. Så han spørger, om man godt må lade være med at spise noget, selvom man får penge for at holde spisepause.

»Kan jeg ikke bare lade som om, jeg spiser?« spørger Thorkild og vedhæfter en selfie, hvor det godt nok ser ud som om, han sidder og gumler.

Jeg tror ikke, det går, Thorkild. Du arbejder jo, fordi du får penge for det. Så skal du sgu da også spise, når du får penge for det.

Samme emne optager Troels fra Tårs. Han er nattevagt på et plejehjem og napper tit lidt fra beboernes køleskab.

»Det er bare lidt leverpostej og den slags, og de opdager det aldrig. Men jeg vil jo helst ikke direkte betales for det,« skriver Troels samvittighedsfuldt og vedhæfter et billede af et stykke rugbrød med 3-stjernet pålæg og ristede løg.

Jeg ved faktisk ikke, om der er noget, der hedder betalt natmad. Men jeg kan berolige Troels med, at 90 procent af de offentlige medarbejdere allerede inden forhandlingerne havde betalt spisepause, så det har Troels sikkert også. Men hvis han vil have rigtig god samvittighed, kan han smøre en ekstra mad og kaste den ud på gangen, når natsygeplejerskerne løber forbi. Men han skal sigte ordentligt, for de løber fandme stærkt.

Og så har jeg slutteligt fået en anonym henvendelse fra en af de kommunale arbejdsgivere, der ikke kan forstå, at de fleste danskere holder med lønmodtagerne.

»De skal da holde med os i kommunerne. Alle ved, at vi mangler penge. Det har vi altid gjort. Nu bliver vi så plyndret af medarbejderne. Og de gamle vil have bad hver tredje uge. Det ender med, at vi ikke får råd til kulturhuse, seniorrådgivning og sanse-legepladser.«

Hvis jeg kunne, ville jeg svare den anonyme, at det har han forhåbentlig ret i.