Jeg er begyndt at få en masse breve og mails fra alle mulige organisationer. Pensionsselskaber, offentlige kontorer, rejseklubber, rådgivningsklinikker osv. De fortæller mig alle sammen, at jeg er blevet 60, og derfor skal skynde mig at få noget ud af resten af livet.

Det kommer lidt bag på mig. Jeg har aldrig ønsket at få noget ud af livet og kan ikke rigtigt se, hvorfor jeg skulle begynde på det nu. Og jeg mener faktisk ikke rigtigt, at jeg er blevet 60. Det mener min kone heller ikke. Forleden mente hun, at jeg er 70.

Men kommunen har styr på min alder og den har nu sendt mig en tyk konvolut, hvori den inviterer mig til at stemme ved valget, til noget de kalder Seniorrådet. Det er åbenbart en forsamling af seniorer, der sidder ude i kommunerne og mener noget om, hvordan ældre mennesker kan få et meget bedre liv. I konvolutten lå også en brochure med billeder af en masse rynker og en stemmeseddel med meget store bogstaver.

Først tænkte jeg, at det var noget pjat, for ældre mennesker skal ikke have mere indflydelse. De skal have mindre. Men jeg gik alligevel på nettet og undersøgte referaterne fra forskellige Seniorråds-møder rundt omkring i landet. Og jeg fandt hurtigt ud af, at det måske alligevel var noget for mig, for de ser ikke ud til at lave noget særligt.

Det seneste referat fra Seniorrådet i min egen kommune fortæller således, at man ser frem til et tryghedsmøde med Politiet. Politiet sørger for hele mødet, fortælles der med begejstring i referatet. Dog ikke større begejstring, end at man derefter har en længere debat om også at invitere en tryllekunstner for ligesom at pifte mødet en anelse op.

Den slags gider jeg godt. Jeg er vild med både Politiet og tryllekunstnere. Men jeg er ikke så vild med at skulle kæmpe for bedre forhold for den gruppe mennesker, der gennem de seneste tyve år har haft den største reallønsfremgang og den suverænt største forbrugsstigning af alle i Danmark. Der er ældre, der mistrives, og de skal have al vores hjælp. Men resten klarer sig fint, og der er ingen grund til at udnævne mennesker til samfundets babysæler, bare fordi de har passeret en vis alder.

Når vi alligevel gør det, kan det skyldes at de jo repræsenterer halvanden million stemmer og det er sateme et tal, politikere kan forstå. Men det dækker jo også over, at folk overalt organiserer sig for at kræve mere til sig selv. Og de gør det livet igennem. De begynder i elevrådet og rejser videre gennem studenterforeningen over skolebestyrelsen til Vejforeningen og Seniorrådet. Undervejs sender de 3467 breve til forskellige myndigheder om, hvor træls de har det.

Således er medborgere blevet til modborgere. Vi er blevet et samfund, hvor folk stemmer nej til alt, der ikke udtrykkeligt gavner dem selv. Eller også stemmer de nej, fordi det er fedt at gå imod politikerne. Men der er ingen derude, der går ind for noget. Der er kun nogen, der går imod noget. Der er kun modstand.

Personligt går jeg ind for alt på nær altså bedre forhold for folk, der har passeret 60. Det har jeg som nævnt heldigvis ikke selv, men skulle det ende sådan vil jeg nok gå ind i Seniorrådet for i det mindste at få flere tryllekunstnere til kommunen. Og det er vel også at gå ind for noget.