Jeg har lige læst i avisen, at der er børn, der nu om dage går til psykolog, fordi ”deres maver rumler i det offentlige rum”.

Det var satans. Kan man få hjælp til den slags? Min mave har rumlet overalt i samfundet i hvert fald de sidste 30 år, og jeg har ikke fået nogen hjælp overhovedet.

Måske er jeg bare fra en forkert tidsalder, hvor man ikke regnede med kommunens hjælp til den slags. På den anden side vil jeg ikke bebrejde børnene. De er formentlig sendt hen til psykologen af deres forældre, der på den ene side ikke mangler hjerte og vilje til omsorg, men på den anden side jo også må mene, at der er noget galt med deres barn og ikke med barnets omgivelser og slet ikke med dem selv.

Jo mere disse forældre kaster denne form for omsorg ned over deres måbende børn, jo værre får børnene det.  Vi har haft en mangedobling af ADHD-diagnoser på børn og unge gennem de seneste femten år. Vi har set mere end en tidobling af ADHD-medicinering.  Vi har en epidemi af angst, stress, depression, mindreværd, selvhad, hovedpiner og mavepiner blandt helt almindelige børn. Børnelæger udskriver sågar bunker af mavesyredæmpende medicin til seksårige, og jeg ved om nogen, at man ellers skal have drukket modigt og spist dårligt gennem adskillige år for at nå dertil.

Jeg er ikke i tvivl om, at mange af disse børn har det skidt. Men er de født som særligt sensitive? Nej. Langt de fleste børn er skabt mentalt sunde og raske. De bliver derimod syge af deres omgivelser. Nogen bebrejder folkeskolereformen og de lange skoledage. Andre mener, at Facebook og de andre åndssvage sociale platforme har skylden. Andre igen peger på en usund børnekultur med mobning og udstødelse som en daglig prøvelse.

Men fælles for alle disse trusler er jo, at de er skabt af voksne. Og for enden af vejen har børnene kun et værn mod det hele, og det er deres forældre. Så tingene skal jo gå ad helvede til, når de samme forældre kun er i stand til at ringe efter noget hjælp - og tilsvarende helt ude af stand til at være den trøstende, vejledende, handlekraftige , autoritative figur, som et normalt barn netop har brug for.

Jeg plejer at sige, at alting var bedre i gamle dage - også forældrene. Jeg må nok indrømme, at det ikke er helt rigtigt. Voksne i min barndom var langt hen ad vejen nogle snævertsynede, fordømmende, distante idioter. Men de behandlede os i det mindste som om, vi var normale. De ringede ikke efter nogen, de bad ikke om en diagnose. Og hvis man gennem længere tid var trist og labil, fordi man hver dag efter skole fik tæsk af bagermesterens søn, så gik far op til bagermesterens søn og slog ham i hovedet med en skovl. For der lå problemet jo.

Når pigerne nu om dage spurter forbi drengene i uddannelserne, så er det ikke fordi pigerne lige pludseligt er blevet vældig meget mere begavede. Det er snarere, fordi deres velmenende forældre står og råber dem i hovedet, at de er Guds gave til planeten, og at de vil blive til de mest vidunderlige statsministre og topchefer. Den slags kan udstyre ethvert normalt pigebarn med alt fra præstationsangst til kroniske bekymringer.

Og når drengene i stor stil åbenbart mistrives i skolen og reagerer udadtil, så kunne forældrene måske droppe den praktiserende læge og i stedet opsøge skoleinspektøren med en skovl i hånden. Så ville de også pludselig forandre sig fra at være curlingforældre med et særligt sensitivt barn, til at være autoriteter med et normalt reagerende barn.

Hvis de ikke gør det, sender vi disse forældre til psykolog for udredning af rumlen i maven. Så vil de selv opleve hvor hurtigt man kan komme til at føle sig unormal.