KOMMENTAR

Det er stadig et stykke uden for min fatteevne, at vi i dag ved EM i herrehåndbold tager hul på finalekampene uden at have det danske hold med.

Det kunne man under en del omstændigheder måske have fundet både gode og acceptable forklaringer på. De omstændigheder har bare ikke været til stede i Polen de seneste to uger. Der er ikke så mange andre ord at bruge om det danske landsholds præstation og resultat, end at det var en - og undskyld uopfindsomheden - fiasko.

Derfor blev jeg også overrasket over at se og høre landstræner Gudmundur Gudmundsson tale om marginaler og om alt det, der havde været »meget godt« undervejs i slutrunden.

Ikke fordi der ikke var fine øjeblikke, for det var der. Ikke mindst mod Spanien. Men fordi indtrykket ikke er, at Danmark har spillet »meget godt« i hele slutrunden, og indtrykket er heller ikke, at vi røg ud på nogle marginaler.

Danmark røg ud på manglende evner i to omgange. Danmark røg ud på, hvad jeg mod Sverige næsten oplevede som nonchalance og mod Tyskland som manglende koldblodighed og manglende taktiske evner.



Og nu kigger alle på Gudmundur Gudmundsson, og det kan man mene er både urimeligt og forkert, men sådan er det - og jeg synes i øvrigt ikke det er urimeligt.

Jeg hørte godt DHF-sportschef Ulrik Wilbek efter Tysklands-nedturen forklare, at man på det danske landshold taber som et hold. Det er venligt sagt, og det kan i teorien også være rigtigt, men i den branche, der er Gudmundsson - og Wilbeks - følger et større ansvar for at indfri forventningerne med. Et ansvar man står ret alene med.

Og Gudmundsson har ikke indfriet forventningerne. Og det er gået galt i nu to omgange. Første gang ved VM i Qatar, hvor man røg ud i kvartfinalen. Anden gang ved dette EM i Polen, hvor man heller ikke nåede semifinalerne.

Ja, der er marginaler på spil i håndbold, og ja, det gik også galt for et storhold som det franske denne gang.

Men som jeg ser det, kører Gudmundsson uden flere livliner herfra.

Det danske herrelandshold i håndbold er ikke et udviklingsprojekt, det er et elitært projekt, hvor der skal laves resultater groft sagt hver gang. Det er nu ikke lykkedes to gange, og begge gange har vi set skuffende præstationer mod modstandere, som Danmark skal slå (Argentina og Tyskland ved VM sidste år og Sverige og Tyskland ved EM i år).

Der er intet, der tyder på, at der ikke står en stor respekt om Gudmundsson i spillertruppen. Jeg tror gerne på alle historierne om en mand, der kaldes for håndboldprofessoren, og som stort set aldrig skåner sit hoved for at tænke, tænke, tænke håndbold. Jeg angriber heller ikke mandens dedikation, når spillet kører. Den kan alle få øje på.

Men mod Sverige så jeg ham gamble og fejle ved ikke at bruge Mikkel Hansen nok, og i kampen mod Tyskland så jeg hans landsmand, Dagur Sigurdsson, der angiveligt også var i spil til at blive dansk landstræner, men som altså nu har det tyske landshold, udmanøvrere Danmark taktisk.

Dertil lægger jeg - formentlig fordi jeg ser det fra et medieperspektiv - at Gudmundsson i sin offentlige optræden og måde at tale om landsholdet meget nemt bliver defensiv i sin stil. Jeg er sikker på, at Gudmundsson er tro mod sig selv. Men opfattelsen af ham bliver bare meget nemt den, at han ikke helt har forstået, hvor stort det danske herrelandshold er, og at han mangler noget passion, når han ikke lige står på sidelinjen.

Skal Gudmundsson så fyres, når landsholdet vender (for tidligt) hjem fra Polen?

Formentlig ikke, og det kan også være meningsfuldt at fortsætte med ham.

Men det må samtidig være rimeligt at sige, at der ikke er plads til flere klip i det kørekort. Danmark skal kvalificere sig til OL, når dette skal afklares i løbet af foråret. Og mere end det. Gudmundsson skal leve op til den målsætning, der formuleres forud for det OL, og den skal være ambitiøs. Det har han ikke gjort ved nogen af sine slutrunder endnu.

Dansk Håndbold Forbund har historisk set ikke været bange for at fyre dets landstrænere. Spørg Keld Nielsen, Torben Winther, Brian Lyngholm og Jan Pytlick. Situationen kan selvfølgelig være anderledes denne gang, fordi dette også er Ulrik Wilbeks projekt - og hans ansvar. Han ansatte

Gudmundsson og slog fast, at han havde fået sin første prioritet i den proces. Der vil ligge ikke så lidt af en indrømmelse i at nå frem til, at den ønskede ikke levede op til forventningerne.

Sideløbende med Gudmundssons to nedture er en dansk træner i gang med at folde sit talent ud på den største scene, den tyske Bundesliga, og han har i øvrigt en fremtoning ud over det sædvanlige.

Derfor tillader jeg mig at sige, at fra i dag vil Nikolaj Jacobsen spøge vildt i kulissen bag en landstræner, der i nu to forsøg ikke har gjort sine ting færdigt.

Og det vil han ikke bare fordi, han er dansker, men fordi han i mine øjne har alt det, der skal til.