Som så mange andre børnefamilier har vi i de forløbne fredagsaftener siddet klar foran skærmen for at følge med i det, som Blachman med vanlig ydmyghed har kaldt mere public service end Folkekirken, nemlig talentshowet X Factor. Og det er da virkelig også et program, der er seværdigt og underholdende på tværs af generationerne.

Vi bruger det selv som et hyggeligt samlingspunkt, hvor vi sidder og følger med i deltagernes håbefulde auditions, dommernes mere eller mindre pædagogiske tilbagemeldinger og ikke mindst imponeres over det åbenlyse talent, som mange af deltagerne udviser. X Factor – og måske særligt Blachmans indædte indsats for at hylde flid og kvalitet - har gennem årene på en måde fungeret som en fin understøttende del af vores opdragelse herhjemme, fordi vi ønsker, at vores børn skal opleve, at man kun bliver dygtig, hvis man øver sig, samt at det at komme i fjernsynet ikke bør være et mål i sig selv.

Men i år oplevede jeg noget, der var anderledes, end når vi har siddet og set programmet i de tidligere år. Min datter på ni år er nemlig slet ikke mentalt tilstede i rummet, mens programmet kører.  Hun fik lov at downloade X Factor-app'en, der er beregnet til at gøre X Factor til en interaktiv oplevelse, hvor hun bl.a. kan ’være med’ i selve showet.

Første gang, vi havde den slags interaktive oplevelse, var i forbindelse med nogle DRs tidligere fredagsprogrammer for hele familien som for eksempel 'Alle mod 1', hvor en ledsagende app også gav mulighed for at deltage i programmet.

Men fordi jeg synes, at hun nærmest ikke fulgte med på skærmen sammen med os andre, bad jeg lige om at se app’en og opdagede først der, hvad problemet var. Dette års X Factor-app går meget længere i kampen for at fange børnenes opmærksomhed og fastholde deres fokus end nogen anden program-app, jeg tidligere har set.

Børnene udsættes for et konstant mentalt bombardement med spørgsmål som ’hvad synes du om?’, ’er du enig?’ ’hvad kaldes Sanne også’ ca. hvert halve minut næsten hele vejen igennem programmet.

Mentalt tvinges børnene til konstant at skifte fokus frem og tilbage mellem tv-skærm og telefonskærm – men på bekostning af nærværet med de mennesker, som er i den fysiske verden omkring barnet. Vi kan sagtens mene, at barnet vel skal have lov at ’hygge sig’ med sin telefon, men som jeg ser det, er det endnu en glidebane at gøre det at se fjernsyn sammen med sin familie til en så distraheret solooplevelse, som der lægges op til.



Hvis børn bliver mere optaget af at observere, hvad der sker på en tv-skærm og sekundet efter aftvinges respons fra en app, der beder det om at klikke, trykke og swipe – så understøtter man nogle uhensigtsmæssige reaktionsmønstre hos barnet, hvor den personlige oplevelse kommer til at overtrumfe familieoplevelsen. Samtidig fremelskes en adfærd, hvor alt, der observeres partout skal omsættes til en digital handling.

I forvejen er vores børns evne til at holde fokus og være nærværende et problem, som der i stigende grad berettes om rundt omkring på landets skoler. Lærere fortæller, hvordan mange børn har svært ved at sidde og vente, til det bliver deres tur, høre efter og i det hele taget fungere hensigtsmæssigt i sociale sammenhænge. Hvis ikke engang fredag aften med familien kan blive mentalt afslappet, hvornår giver vi så vores børn de rolige stunder, de har brug for, hvor de ikke konstant skal forholde sig til noget nyt hvert 30. sekund?

Jeg forstår sådan set godt, at kommercielle medieplatforme, der jo lever af menneskers opmærksomhed, vælger at designe deres produkter til at blive så opmærksomhedsjagende som muligt. Men jeg forstår ikke, hvordan det kan være en public service-opgave at gøre mit barn dårligere til at holde fokus og gøre fredag aften til en asocial kamparena?