Og dengang jeg stoppede med at være det.

Jeg havde to magiske tal i min gymnasietid, som næsten stod mig nærmere end nogen veninde, kæreste eller kæledyr. Det var vel næsten en slags tvangstanke. Hvis mine magiske tal var på plads, skulle alt nok blive okay. Det ene tal var 54, og det andet tal var 12.

54 var det maksimale antal kilo, jeg måtte veje, og 12 var den karakter, jeg skulle have. Så når jeg ser programmer som De perfekte piger og Kan jeg blive perfekt? så tænker jeg uvægerligt på den pige, jeg var, og så tænker jeg på, hvordan jeg efterlod hende et sted mellem Århus og København.

Da jeg fik mit sidste 12-tal på Midtfyns Gymnasium i spansk af min lærer Ninette og en aparte censor, tog jeg hjem, råbte ad min mor, gik op på mit værelse, græd i tre timer, faldt i søvn og vågnede ti timer senere. Jeg husker ikke, at jeg følte andet end, at jeg var meget træt og ret ligeglad.

Det var ikke lige, da jeg vågnede, men heller ikke lang tid efter, at jeg besluttede mig for at gøre noget. Et eller andet. Og det tog nogle år, men det lykkedes mig faktisk at gøre… noget.

Lad os starte med kroppen. Der var to ting, der hjalp mig. For det første begyndte jeg at se min krop som et værktøj, der kunne hjælpe mig med at opnå mine mål. Indtil da havde jeg set min krop som et mål i sig selv. Den var en statue, jeg skulle forme, og som statue skulle den være smuk. Nu skal den bare virke.

For det andet forsøgte jeg at slappe af i min middelmådighed, for selvom jeg ikke kan åbne min instagram uden, at en grim person fortæller mig, at #alleersmukke, så er den skinbarlige sandhed om mig, at mit udseende er middelmådigt. Men det her er lige så sandt: Det er lige meget. Så når jeg ser på mig selv i dag, ser jeg hverken noget, der er grimt eller smukt. Jeg ser mine fars store hænder, min mors krumme næse, og de gør mig til mine forældres datter. Det er der noget trygt og fint ved.

Nu til karaktererne. Det krævede for mig en særlig selvoptagethed at holde Cirkus Amalie kørende gennem hele. Mine fag hed ting som historie og oldtidskundskab, men de kunne lige så godt have heddet Amalie får 12 #1, #2, #3…

Da jeg startede på studie efter sommerferien, prøvede jeg at opgive den selvoptagethed og lade mig opsluge af stoffet i stedet. Det hjalp. Jeg fokuserede på at forstå stoffet og ikke på, hvordan jeg kunne fremstå som en, der havde forstået stoffet i de 10 minutter, en eksamination varer. Det påvirkede ikke mine karakterer, men gjorde at jeg blev et mere spændende menneske at tale med.

Min tillagte afslappethed var dog godt hjulpet på vej af, at jeg var startet på et studie, hvor karaktererne var uvigtige. Det ville være løgn at påstå, at karakterer i gymnasiet ikke betyder noget, og så længe vi lader reglerne forblive de samme, kan man ikke klandre spillerne for at følge dem.

Men reglerne ændrer sig i takt med, at man bliver ældre. I gymnasiet var succeskriterierne veldefinerede, men efter gymnasiet blev det sværere og sværere at sætte succes på formel. Det var der både en frihed og en angst i. Så har man noget andet end præstationsangst, fordi man ikke ved, hvorhenne man skal præstere og hvordan den gode præstation ser ud.

Så her er, hvad jeg virkelig har lært: Det er svært at være elleve år, og det er hårdt at være ung, og det er umuligt at være voksen.